Menu

Bold og Bevægelse 2-4 år

Hej alle seje fodboldspillere og jeres mor og far - velkommen i Aalborg Chang!

Vi glæder os til at lege, kæmpe, hygge, grine, hoppe, prutte, løbe, snakke, øve, træne og spille en masse fodbold. Det bliver sjovt, at være blandt de yngste spillere i Chang! Husk altid vandflasken og det gode humør. 

Målsætning

Det skal være sjovt! Fodbold i Chang er (bold)leg på børnenes præmisser. Chang udpeger og skoler trænere, der forstår at møde og inkludere børn og forældre med empati, med erfaring og med klubånd. Det er her, Aalborg Chang byder velkommen til klubbens fremtid!
 
Der er ingen fokus på at være bedst - og der er også plads til dem, som lige skal finde et firkløver en gang imellem og se på toget, der kører lige ved siden af anlægget. Det vigtigste er, at børnene kommer i bevægelse og bruger kroppen.

Træning

Træningen foregår som regel efter et fast mønster. Opvarmning sker ved forskellige lege med bolden samlet, og derefter vil spillerne som regel blive delt i grupper på max 8, som vil besøge 3-5 stationer med forskellige boldspil/øvelser. 
Vi afslutter træningen samlet.

Forventninger til forældre

Det forventes, at forældre er til stede under træningen til at trøste, når uheldet er ude. Derudover skal forældrene også hjælpe ved øvelser og stationer og ved de praktiske opgaver, bl.a. oprydning (indsamling af bolde og mål osv.). 

I løbet af de mindstes start i Chang vil også deres forældre blive indført i klubbens struktur og traditioner for forældredeltagelse; bl.a. Zebra Cup'en, som Chang afholder hvert år i maj/juni måned, og forskellige andre aktiviteter, som kræver frivillige deltagere.

Prøvetræning og indmeldelse

Skal I først til at finde ud af, om fodbold har interesse så mød op og prøv! Hovedreglen er, at man kan komme til træning 3 gange førend man meldes ind i klubben.

 

Kontakt evt. fodboldudvalget, hvis der er spørgsmål eller lign. på fodboldudvalget@aalborgchang.dk

For yderligere information henviser vi til holdets Facebook-grupppe: Aalborg Chang U4 - Bold & Bevægelse - https://www.facebook.com/groups/478768576187924

 

Luk