Menu

Finteskole

Hvem har ikke fået en "Spil den bold!"-kommentar med på vejen, fordi man har mistet bolden ved at drible i en kamp? Uanset niveau og position på banen opstår der i enhver kamp en masse situationer, hvor man har bolden og bliver presset af en modspiller, og har man overskud til at kigge op, fordi man kan skaffe sig selv en halv meter med en veludført finte, er der også en god chance for at man efterfølgende kan lave den rigtige aflevering på det rigtige tidspunkt.

Driblinger er i lige så høj grad som afleveringer en naturlig del af fodboldspillet, og for at give børnene den bedste mulighed for at øve sig, er der hver fredag kl. 16.30-17.45 ekstra teknisk træning på Changs kunstgræsbane for de U10-U13-spillere - såvel drenge som piger - som gerne vil blive dygtigere. Træningen er ikke forbeholdt de bedste spillere, men er åben for alle, der har interesse i at udvikle sit fodboldspil.

Børns hjerner er allermest parate til at lære motoriske færdigheder fra de er ca. 8 år og indtil lige før de rammer puberteten, og derfor kaldes dette alderstrin for "den motoriske guldalder". Man kan sagtens forbedre sin evne til at sammensætte bevægelser senere i livet, men det kræver en del mere øvelse end i den motoriske guldalder, og derfor bruger man på dette alderstrin sin træningstid bedst ved at fokusere på det tekniske.

Derfor lægges der på finteskolen vægt på

  • basisteknik i form af AaB-kegler
  • individuelle færdigheder i form af finter, vendinger og retningsskift
  • 1v1- og 2v2-situationer (primært inspireret af Coerver Coaching)

hvilket også falder i tråd med træningen på AaB's talentskole, hvor Chang er en del af samarbejdet. Kasper Boe Johansen, som tidligere har været assistenttræner på netop AaB's talentskole i halvandet år og derudover har over ti års erfaring som ungdomstræner i Chang, står for træningen og får hjælp af børne- og ungdomstrænere samt ungdomsspillere til at styre de fodboldsultne drenge og piger.

En ekstra træning om ugen gør det ikke alene, så for at blive rigtigt dygtig kræver det en masse øvelse ved siden af den daglige træning. For at give inspiration til selvtræningen vil siden her løbende blive opdateret med links (så vidt muligt) til de finter, vi arbejder med fra uge til uge.

31. marts 2017: ?
24. marts 2017: Step-over-husmand.
17. marts 2017: Rye-finten.
10. marts 2017: Udvidet Matthews.
3. marts 2017: Genopfriskning.
4. november 2016: Denilson-finten.
28. oktober 2016: Jonas-finten.
14.+21. oktober 2016: Efterårsferie.
7. oktober 2016: Genopfriskning.
30. september 2016: Et-to-finten + step-over-finte i kegler.
23. september 2016: Messi-finten (også kendt som Matthews-finten).
16. september 2016: Okocha-finten + husmandsfinte i kegler.
9. september 2016: Cruyff-retningsskift, sål-retningsskift, inderside-cut.
2. september 2016: Genopfriskning + yderside-inderside.
26. august 2016: Husmandsfinten.
19. august 2016: Step-over-finten + inderside-yderside.
12. august 2016: Carlos-finten + rul + rul-stop efterfulgt af speed games på keglemål + rul.

Lidt længere ude i fremtiden: Zazi-finten.