Menu

Jørgen Pilot har via fodbold fået venskaber i hele verden

image
Niels Torp
06. januar 2020 kl. 11:20

(Aalborg) Jørgen Willy Nielsen er fyldt 82 år, men glæden og begejstringen ved fodbold, er stadigvæk helt intakt. Mindst et par gange om ugen tryller pensionisten på banerne på Provstejorden i Aalborg Chang.

Jørgen W. Nielsen er født i januar 1937 og opvokset i Gandrup (i nærheden af Hals) nord for Limfjorden, og det var blandt en livlig søskendeflok på i alt fire brødre.

Fodbold har altid betydet utroligt meget i min tilværelse, siger Jørgen W. Nielsen. Det er lige fra de spæde drengeår i landsbyen, Gandrup, og til en kort visit i AaB, og senere en del år i RKG (Romdrup Klarup Gymnastikforening) afbrudt af ophold udlandsophold med aktiv fodbold i både, USA, Canada og Norge. De senere år har jeg nydt at være aktiv medlem i Chang, hvor vi heldigvis spiller året rundt på kunstgræs mindst et par gange om ugen – og det uanset vejr og vind.

Trods den høje alder af 82 år, så er Jørgen W. Nielsen, stadigvæk meget bevægelig og hurtig på fødderne og med gode tekniske færdigheder. Han har i de senere år har været topscorer på Changs + 64 år, hvor han med målnæse og snilde ofte er på pletten og sender bolden i nettet – til frustration for de langt yngre modstandere fra Storvorde, Vejgaard, Gug, B 52, LKB, Freja og KFUM.

Jeg har altid haft en fin fysik og det er også medvirkende til, at jeg stadigvæk kan være med blandt de nået noget yngre med- og modspillere, pointerer Jørgen Nielsen med et smil. Boldspil er en form for livseliksir og jeg nyder den friske luft, fysiske udfoldelse - og ikke mindst hyggen og liren bagefter i omklædningsrummet, hvor det ofte bliver til en enkelt øl eller to!

 

UDDANNET PILOT

Efter en tryg opvækst i Gandrup og den lokale boldklub, så prøvede Jørgen, som 18-årig lykken i storklubben AaB, hvor han fik tre kampe på klubbens bedste hold i en halvsæson i 1955.

Et væddemål om en kasse øl betød, at Jørgen W. Nielsen tog til en ugelang optagelsesprøve, som pilot på Værløse Flyvestation, hvilket han bestod. Derefter gik turen videre til Flyvestation Avnø, hvor han slap igennem nåleøjet blandt de få udvalgte, som senere blev sendt til USA, og til uddannelse som jagerpilot.

I februar 1957 rejste jeg til Canada, og det var første gang, at jeg rigtigt havde været i udlandet, så det var en stor og anderledes oplevelse, tilføjer Jørgen Nielsen. Efter godt et års ophold "over there”, så havde jeg sparet en del penge op og flottede mig lidt, da jeg sejlede hjem tilbage til Danmark fra New York. Jeg havde inviteret hele familien fra Nordjylland til København, så det var herligt, at vi kunne spise lidt god mad og nyde hinandens selskab og samtidig fejre, at jeg nu var uddannet jagerpilot. Kort tid efter begyndte jeg på Flyvestation Aalborg, som begyndelsen på en spændende og livslang karriere indenfor flyvevåbnet.

 

NYGIFT

Efter nogle års venskab så blev Jørgen W. Nielsen gift med Kirsten, der var sygeplejerske og sidenhen har de fået fire børn.I 1964 søgte jeg ind til IBM og begyndte på en IT-uddannelse, men efter nogle få måneder fik jeg en henvendelse fra flyvevåbnet, om jeg ønskede at komme tilbage og være med til at rådgive i forbindelse med nogle nye starfightere, F-104. Derpå gik turen atter tilbage til USA (Californien) og for at blive bekendt med den nye flytype. Efter hjemkomsten bosatte familien sig i Klarup, hvorfor det var naturligt, at jeg blev medlem af den lokale boldklub, RKG, hvor jeg også senere i en håndfuld år var klubbens formand. Det blev igennem årene til 250 seriekampe i den grønne trøje i RKG.

Senere flyttede familien, Nielsen, til Viborg, da Jørgen fik arbejde på Flyvestation Karup. Her blev der atter tid til at spille fodbold i Viborg FF, der havde et godt oldboys-hold med flere tidligere divisionsspillere.

Jeg havde stor glæde af fodboldspillet i både USA, Canada og Norge. Vi samlede altid et hold de respektive steder og det var hovedsagelig forskellige udlændinge, som mødtes og spillede et par gange om ugen, erindrer Jørgen. Det betyd også nogle herlige venskaber på tværs af nationaliteter, og det havde og har vi haft meget glæde af.

 

Nyder Chang

Jørgen Villy Nielsen har efterhånden spillet i Chang en snes år, da han tidligere boede på Hobrovej, men er nu flyttet ind til byen. Han nyder i det hele taget tilværelsen i fulde drag i Aalborg – både på og udenfor banen med et godt helbred, der formentlig skyldes masser af motion gennem hele livet, og sund og varieret kost fra sin hustrus kødgryder.

Jeg har endnu ikke gjort op med mig selv, hvor længe jeg bliver ved med at spille fodbold, men i første omgang bliver det indtil jeg fylder 85 år, hvorefter jeg vurderer, hvordan formen er, smiler Jørgen Villy Nielsen, slutteligt!

 

Luk