Menu

JS sparker sæsonen i gang med lokalbrag på Provsten

image
Emil Færch Clausen
16. august 2019 kl. 12:14

Så er der igen fodbold på Provstejorden. Og der venter Changs førstehold i Jyllandsserien en stor mundfuld, når spillerne fredag aften løber på banen til første turneringskamp i efterårssæsonen.

 

Modstanderen er nemlig AaB, der er puljens eneste nedrykker fra Danmarksserien.

 

- AaB har i mange sæsoner været en fast bestanddel af Danmarksserien, så der ingen tvivl om, at der venter os en rigtig svær opgave. Men vi er klar på udfordringen, og vi vil gøre vores ypperste for at få point i første kamp, siger assistenttræner Terkel Christensen.

 

Foruden AaB er Chang også havnet i pulje med Aalborg-holdene Freja, Vejgaard og Gug, så der venter et efterår med mange spændende lokalopgør. De sidste hold i puljen er Frederikshavn, Hjørring og Aabybro.

 

- Første kamp i en ny sæson er altid omfattet af lidt ekstra spænding og en del ubesvarede spørgsmål. Men det vigtige for truppen er, at vi kommer ud med det rette udtryk og viser overfor hinanden, at vi vil vinde hver eneste duel, så vi kan opnå et godt resultat for Chang, siger Terkel Christensen før aftenens kamp.

 

Chang har varmet op til sæsonstarten med to træningskamp, hvor det blev til en sejr på 2-1 over Gug og et nederlag på 1-3 til Aabybro.

 

Opstarten henover sommeren har været præget af mange afbud til træning, fordi flere spillere har været optaget af ferie, arbejde og sidste uges Smukfest i Skanderborg.

 

Men selvom det nogle gange har knebet med antallet af spillere til træning, så har niveauet været højt, og spillerne får ros fra trænerteamet for deres indsats. Så der er grund til optimisme før første turneringskamp.

 

Aftenens kamp mod AaB fløjtes i gang klokken 18.30. Erik ”Rikke” Jensen og John Wemmer har lovet at tænde grillen, så der er al mulig grund til at kigge forbi og støtte holdet.

 

Provstejorden lægger desuden græs til flere spændende kampe samme aften. Serie 4,2 spiller mod NUBI, og serie 5,3 møder KFUM. Begge kampe også med start klokken 18.30.

 

Kom så sååårt!

 

Luk