Menu

JS spiller årets sidste hjemmekamp

image
25. oktober 2019 kl. 14:06

Lørdag spiller Chang årets sidste hjemmekamp i Jyllandsserien, inden sæsonen om en uge sluttes af i Frederikshavn.

For Chang gælder det overlevelse i rækken, så målet for de sidste to kampe er som minimum at fastholde den nuværende placering som nummer seks.

Målet inden sæsonen var at gå efter en plads i top tre, men til det har præstationerne været for svingende.

- Skal jeg gøre status efter 12 runder med 14 point, en målscore på 24-30 og en placering som nummer 6, må jeg nok være ærlig og indrømme: Vi har ikke bestået som hold – og det gælder alle i og omkring truppen, siger den ene del af trænerteamet Terkel Christensen.

Det må der gerne rettes op på mod Vejgaard, der inden weekendens runde ligger nummer tre med fem point mere end Chang. De to holds første møde i september endte med en sejr på 3-1 til Vejgaard på Soffy Road.

Lørdag er der forhåbentlig dømt revanche, når Chang går efter de tre point på Provstejorden.

- Jeg forventer en tæt kamp, hvor det meget vel kan være det hold, der rammer dagen, der går ud af kampen med de tre point. Vi skal være klar til det fysiske aspekt i kampen og ikke mindst være afklaret i vores aktioner – både offensivt og defensivt, siger Terkel Christensen.

Kampen spilles klokken 14, og der bliver tændt op i grillen.

Husk også, at der er flere andre kampe på Chang i weekenden:

 

 

Lør. kl. 10: U13 Drenge mod Hals FS

Lør. kl. 12: Serie 4 Herrer mod FC Vesterbro

Lør. kl. 16: Serie 2 mod Aalborg Freja

Søn. kl. 12: Serie 1 Kvinder mod Vejgaard B

Søn. kl. 12: U15 Drenge mod Bælum/Kongerslev

Søn. kl. 14: Serie 3 Herrer mod NUBI

 

Kom så sååårt!

 

 

Luk