Menu

Mindeord om Finn Sørensen

image
Niels Torp
18. december 2020 kl. 13:20

For et par dage siden døde, halbestyrer, Finn Sørensen, Dybvad, 71 år.

Finn Sørensen var født og opvokset i Aalborg i Øgade-kvarteret, hvor han oplevede en tryg og aktiv barndom. Han kom i lære som elektriker, på Aalborg Værft, som på det tidspunkt var byens største arbejdsplads.

Hovedparten af fritiden blev brugt på sportslige aktiviteter, da Finn Sørensen var et stort boldtalent. Allerede som otte – årige blev han medlem af Aalborg Chang, hvor han med sit muntre humør og rappe replikker blev et værdsat medlem. Han opnåede godt en snes førsteholdskampe, ligesom han fik et halvt hundrede kamp på klubbens næstbedste mandskab i Jyllandsserien. Med en eminent teknik var han stjernespiller på Changs hold i indendørs fodbold, hvor der var flere tusinde tilskuere på lægterne i Stadionhallen, når byens bedste fodboldhold dystede i vintermånederne. 

Det blev også til et par sæsoner på KFUMs bedste håndboldhold, hvor den spinkle boldspiller - også viste store evner.

Den 1.februar 1979 tiltrådte han som halbestyrer i Dybvad Hallen, der var ikke mange, der forventede ansættelse af længere varighed. Men de tog grueligt fejl, idet Finn Sørensen var ansat i 41 år i hallen i Vendsyssel. Han var initiativrig og skabte liv og glade dage i Dybvad Hallen med diverse tiltag, hvor han fik utrolig støtte af hustruen, Anita, der gennem den lange periode på 41 år var flittig og arbejdende hustru, som hovedsagelig stod for cafeteriet, der tidligere var meget velbesøgt.

Ved siden af jobber i hallen, så var Finn Sørensen også træner for både fodbold- og håndboldhold i Dybvad. Han brugte også meget tid på dommergerningen i håndbold.

Han fik konstateret kræft for nogle måneder siden, og efterlader, hustruen, Anita Sørensen og datteren, Anja, svigersønnen, Peter, samt to børnebørn, Amalie og Mikkel.

Bisættelse finder sted på fredag (i dag) i kapellet i Sæby Kirke, men på grund af corona-epidemien og medfølgende pladsmangel, er det kun for de indbudte!

 

Luk