Menu

FC Prostata starter til efteråret 2018 i Nordjylland

image Changs aktive oldboys/veteraner, spiller et par gange om ugen og det er tydeligt, at de trivis med masser af motion
Niels Torp
31. august 2018 kl. 10:23
Aalborg Chang er sammen med DBU på vej til at etablere FC Prostata

(Aalborg) Et større forskerteam med professor, Peter Krustrup, SDU, i spidsen har bevist at fodbold-motion er langt den mest effektive form for motion - og det gælder alle aldersklasser.

Derfor er der gennem måneder arbejdet intensivt på at etablerer FC Prostata i Nordjylland, og det kommer til at foregå på Aalborg Changs dejlige anlæg på Provstejorden i Aalborg.

På landsplanen er der cirka 4000 mænd, der årligt bliver opereret for denne sygdom. Ofte betyder det efterfølgende vægtforøgelse på grund af den medicinske behandling. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mange af mændene har vanskeligheder ved at tale om sygdomsforløbet med andre patienter, og derfor er denne fodbold-aktivitet en kærkommen livslinje til flere af disse mænd. Det er vigtigt at få motion, men ved fodbold løber du frem, tilbage sidelæns, hurtigt og langsomt. Det sociale element skal absolut ikke undervurderes, tværtimod er det vigtigt at få vendt og drejet hele problematikken omkring sygdommen med andre mænd.

Det er planen, at F.C. Prostata under vejledning skal træne et par gange om ugen på Provstejorden, og det bliver på samme tidspunkt, hvor dele af Changs aktive Old-Boys/Veteran-afdeling med et halvt hundrede medlemmer, også spiller på anlægget.

  • Det findes ingen afdelinger for F. C. Prostata nord for Aarhus, siger Frits Vilger, formand for Aalborg Chang. Vi dækker hele Nordjylland fra Hobro i syd og til Skagen i nord samt helt ud til Hanstholm i Thy. Vi forsøger at få kontakt med hovedparten af disse mænd, der er blevet opereret, da det er uhyre vigtigt at de får motion. Flere har måske spillet fodbold for år tilbage, men der skal være plads til alle typer - både lidt yngre og ældre samt slanke og mere overvægtige. Det sociale samvær er alfa og omega i den forbindelse, pointerer formanden.

Mandag den 3. september kl. 19.00

vil der blive holdt et introduktionsmøde på Provstejorden 15, Aalborg, hvor der kommer repræsentanter fra DBU, og ikke mindst lægefaglige personer fra Urologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Alle er velkommen til dette møde, som forhåbentlig bliver en succes. Motion kan være med til at få en forbedret livsstil for en bred vifte af mænd, der for nylig har haft en eller anden form for sygdom!  

 

Også på det sociale er Changs ”ældre” i vigør. Her er de i Karolinelund, hvor de tjener en skilling til Chang Venner. (Foto: Privat)

 I juni måned havde Chang besøg af et hold fra Japan og et fra USA, hvor alle spillere var over 70 år. Her er klubbens formand, Frits Vilger, imellem gæsternes anførere. (Foto: Privat)

Luk