Menu

Førstehold fuldendte den totale triumf for Chang

image
Niels Torp
28. juni 2018 kl. 09:21

 

(Provstejorden) Der var lagt op til et topbrag i den afgørende kamp om førstepladsen i Herre Jyllandsserien 2 Pulje 3, da Aalborg Chang på hjemmebane mødte Hjørring IF, der med en sejr kunne vriste førstepladsen fra hjemmeholdet!

Sådan blev det IKKE, da Chang vandt et yderst velspillende opgør med 2-1 efter 1-1 ved pausen. De knap hundrede tilskuere fik underholdning for alle pengene, og ikke mindst masser af god fodbold fra begge hold.

Det var gæsterne fra Hjørring IF, som kom bedst fra start og hjemmeholdet var overhovedet ikke klar i den første snes minutter. De blev gang på gang overløbet og spillet ”tynde” på begge kanter. Det var også helt naturligt, at vendelboerne kom foran ved Mads Juel, der sendte et drillende langskud afsted fra 25 meter, og det sneg sig i en blød bue ind under overliggeren efter knap 20 minutter.

Det virkede heldigvis som et slag ”wake up” call for hjemmeholdets spillere. Nu blev der pludselig fightet og spillet langt mere aggressivt fodbold. Kenneth Larsen udlignede til 1-1 efter et hjørnespark, hvor han kom højest og headede bolden i mål knap 10 minutter før pausen. Denne stilling holdet til pausefløjtet.

Masser af lækkerier

De sidste 45 minutter blev en sand fornøjelse for fodboldelskere, da begge hold diskede op med smukke detaljer og ikke mindst gennemspillede angreb. Det var dog Chang, som havde de største chancer, og derfor også fortjent at de kom foran 2-1 i slutningen af kampe. Det var på et elegant mål, hvor Morten Jørgensen afdriblede et par modstandere og sendte fra baglinjen bolden med et køligt overblik til en helt fri, Tobias Bruun, der nemt kunne heade bolde i nettet – uden chancen for gæsternes keeper. Det var fodbold, når det er bedst!

Et større indtog af glad Chang-spillere (rykkede op fra Serie 3) indtog tilskuerepladserne i midten af halvlegen, og spillerne med træner, Rasmus Worning, i spidsen var med til at støtte deres klubkammerater med mange positive tilråd!

I slutningen af kampen, blev der virkelig gået til stålet, og det resulterede i tre gule kort af kampens dommer. Chang var i en periode blot ni spillere mod gæsternes 11-mand, men der blev kæmpet med alle midler - og de ”stribede” forhindrede, at Hjørring IF fik udlignet - selvom uafgjort stadigvæk havde betyder førstepladsen til Aalborg Chang.

Det var en yderst positiv holdindsats af Chang-spillerne, men angriberen Morten Jørgensen (tilkommen fra Aalborg Freja) var her, der og allevegne og en markant profil. Det bliver et kostbart tab, at han snart flytter til Tyskland, og dermed spillede den sidste kamp for Aalborg Chang – indtil videre. Også de to centerforsvarer var velspillende, men generelt en flot og homogen teamindsats, hvor spillerne hjalp hinanden - og det tegner godt for den kommende efterårssæsonen!

Det er utroligt, hvilket udvikling denne klub på Provstejorden har været igennem, siger Terkel Christensen, assistenttræner på Jyllandsserien. Da jeg tiltrådte for fire år siden, lå vi i bunden af Serie 1, og det næstbedstehold var i Serie 4. Nu har vi vundet Jyllandsserien, Serie 2 og 3 samt også Serie 5, hvilket er dybt imponerende. Der må være noget i klubben, som vi gør rigtigt, smiler en tilfreds assistenttræner.

Nu er der sommerpausen, men spillerne skal allerede være klar den 11.august, hvor de fire hold, Chang, Hjørring IF, Morsø IF samt Gug Boldklub, er med i den kommende jyllandsserie, hvor der skal kæmpes om oprykning til Danmarksserien!

 

Billedtekst: Det var glade Chang-spillere, som efter sejren kunne nyde en enkelt øl og lade op til en festlig aften, hvor førstepladsen med garanti blev fejret med fynd og klem. (Foto: Niels Torp)

 

Billedtekst: Serie 3-holdet ankom midt under kampen på Provstejorden med træner Rasmus Worning i spidsen. Der var højt humør ovenpå en 4-3 sejr over arvefjenderne fra Aalborg Freja – og det betød oprykning. (Foto: Niels Torp)

  

Luk