Menu

Stor succes for Chang på fin aften på Provstejorden

image Billedtekst: Der var masser af aktivitet på Provstejorden, hvor der var gang i fadølsanlægget, grillen knitrede og pølserne blev brankede. (Foto: Niels Torp)
Niels Torp
27. maj 2018 kl. 19:17

(Provstejorden) Sjældent har idrætsanlægget på Provstejorden været kønnere med nyslåede baner, masser af aktivitet i form af grill og fadøl samt en fremragende stemning af glade vindere.

Tre Chang-hold var i ilden denne ”Black Friday” - og det blev fejret med maner, idet de sortstribede gjorde rent bord med tre hjemmesejre, nemlig Jyllandsserien over Morsø FC 4-2 (vi er tophold), serie 2 med 2-1 over NUBI (vi er tophold) og serie 3 med 4-2 over Vejgaard Boldklub (vi er tophold).

Den traditionsrige klub havde også besøg af en repræsentant fra JBU/DBU, Martin Weibel, der lavede et større TV-indslag om Chang, der er blandt de største i Jylland på senior-siden, hvilket har gjort indtryk i brede fodboldkredse, hvor det ellers kniber med tilgang og ikke mindst på senior-niveau at bibeholde spillerne i klubberne.

  • Det er korrekt, at vi er imponeret over, at Aalborg Chang, har formået at stable så mange seniorhold på benene. Vi ønsker at løfte lidt af sløret for, hvad hemmeligheden er bag denne massive tilgang til holdene hos de ”lidt” ældre spillere, pointerer Martin Weibel, JBU/DBU!

Triple gevinst

Jyllandsserien er suverænt tophold i pulje 3 foran Hjørring IF. Denne placering blev forsvaret mod formstærke Morsø FC, som blev sendt tilbage til Mors med et nederlag på 4-2. Efter en lidt skuffende første halvleg, som endte 0-0, så kom der gang i løjerne i de resterende 45 minutter. I løbet af 1o-15 minutter bragte Chang sig foran med 2-0 på mål af, Casper Svinkjær og Jonas Thorsen Pedersen (tilkommen fra Læsø). Målet til 2-0 var lidt af en perle, da Jonas afdriblede flere modstandere og lagde elegant bold ind i det ene målhjørne. Samme spiller øgede til 3-0, og så forventede alle opgøret var lukket. Der blev slappet af i Changs forsvar, og det udnyttede gæsterne promte, og reducerede til 2-3. Nu fik de to trænere, Allan Christensen og Terkel Christensen, travlt med at råbe spillerne op, og sluttelig endte det lykkeligt, da Changs Tobias Bruun loppede bolden over målmanden til slutresultatet 4-2.

  • Vi spillede generelt en fin kamp, men det var skuffende, at vi tillod gæsterne at skabe lidt spænding og score to lette mål. Det var ikke godt nok, tilføjede Terkel Christensen, assistenttræner.

Serie 2-holdet besejrede et godt kæmpende NUBI-mandskab med 2-1. Det var en fortjent sejr og målene blev scoret af, Kenneth Larsen til 1-1, og sejrsmålet sendt ind af, Casper Duus. Holdet er forsat med helt i toppen af rækken og indsatsen vidner om en fornem bredde blandt de bedste hold i Aalborg Changs herresenior-afdeling.

Serie 3-holdet viste også fornemt spil og vandt med 4-2, og det var en glad træner, Rasmus Worning, der fejrede sejren bagefter.

  • Vi havde styr på kampen, og var klart det bedste hold. Drengene kæmpe godt og støttede hinanden. Vi ser frem til de næste opgør, fastslår Rasmus Worning med et stort smil.

Jacob Naleye var en velspillende angriber og han nettede hele tre gange (hattrick) – det ene mål flottere end det andet. Det sidste blive scoret af Mikkel Bonde til 4-1, inden gæsterne fra VB reducerede i slutningen af opgøret.

  • Vi har grund til at være stolte over disse tre sejre, sagde Frits Vilger, formand. Det var imponerende at se alle disse positive mennesker på anlægget, og der er virkelig grøde i klubben. Jeg er sikker på en gylden fremtid – ikke kun på seniorniveau, mens også på ungdomssiden i ”Klubben i Centrum”!

 

 

 Serie 3-gutterne viste flot spil og vandt fortjent med 4-2 over VB. (Foto: Niels Torp)

 

Serie 2-mandskabet vandt med 2-1 over NUBI fra den anden side af Limfjorden. (Foto: Niels Torp)

Jyllandsseriehold vandt med 4-2 over Morsø FC. (Foto: Niels Torp)

Luk