Menu

Erfaren træner glæder sig til at styre Changs kvindehold

image Thomas Bay skal træne det bedste kvindehold i Chang, og han håber, at det bliver en vellykket sæson i Jyllandsserien.
16. februar 2018 kl. 07:27
50-årig Thomas Bay har været vidt omkring i fodboldmiljøet og haft både yngre og ældre spillere

 

(Aalborg) Den nye dame-træner i Aalborg Chang, Thomas Bay, er en person med glæde og begejstret for arbejdet med den lille runde bold. Han har haft en bred vifte af opgaver, og har trænet både ungdom og senior, men det er første gang, at han nu skal træne et damehold.
- Det bliver absolut en spændende udfordring at overtage Changs damehold, der er placeret i Jyllandsseriens nordlige kreds, siger Thomas Bay. Han havde allerede den første træning i starten af februar med de mange fremmødte. Jeg har gennem årene nydt at arbejde med fodboldtræning - og det gælder alle alderstrin. Det har givet mig mange gode oplevelser og jeg betegner min fritidsbeskæftigelse, som en kær hobby.
Changs damehold kan se frem til nogle længere ture, da holdet er i den nordlige kreds med bl.a. Thisted og Morsø, ligesom der heldigvis også er nogle lokale hold i rækken.
- Det er oplagt, at der skal opbygges en vigtig og forhåbentlig inspirerende træningskultur hos de to damehold i klubben (Jyllandsserien og serie 2), da det er der, hvor mentaliteten og den spillemæssige styrke, skal grundlægges. Jeg har ikke umiddelbart nogen direkte målsætning for sæsonen, men det vigtigste er, at pigerne udviser glæde og begejstring, når vi arbejder med diverse tekniske eller taktiske detaljer, pointerer Thomas Bay.

Traditionsklub
Aalborg Chang blev oprindelig grundlagt helt tilbage i 1912, og har gennem årene været en markant idrætsforening i Nordjylland. Blandt andet var klubbens bedste herrehold (3.division) med i DBUs første pokalfinale i 1955 i Idrætsparken mod AGF fra Aarhus.
- Det er klart, at der skal opbygges en ”kultur” med hensyn til damefodbold i Chang, da det først er i de senere år, at klubben har åbnet for kvindelig medlemskab, tilføjer Thomas Bay. Det betyder også, at vi skal have styr på pige-afdelingen, således at der på sigt kan komme noget naturligt tilgang fra egen rækker til dame-seniorafdeling i klubben.
Thomas Bay har et opfattende CV. Han har været træner i godt 30 år med nogle mindre pauser indimellem. Har været tilknyttet både LKB (Gistrup) og Vejgaard Boldklub i en årrække med både senior og ungdom, ligesom han også har været med til at etablere, Aalborg Futsal Klub, der er et boldspil, som er i rivende udvikling.
- Det er rart at komme til en klub, hvor der er orden i tingene, og jeg ser frem til, at jeg blot kan koncentrerer mig om den ugentlige træning med de to damehold, som jeg forventer får en god og vellykket sportslig sæson, slutter Thomas Bay.

 

Luk