Menu

Opråb fra bestyrelsen!

image
21. marts 2020 kl. 10:28

Kære medlemmer

Udviklingen omkring COVID-19 (coronavirus) er kommet som en overraskelse for alle, og det er yderst bekymrende at se, hvordan vores samfund lider nød i denne tid. I Aalborg Chang er vi endnu ikke blandt de økonomisk hårdest ramte, men det kan hurtigt ændre sig. En stor del af klubbens væsentligste indtægtsgrundlag kommer fra vores frivillige engagement henover sommeren ved en række arrangementer som eksempelvis Aalborg Karneval og Fredagsfest i Karolinelund. Vi ved endnu ikke, om alle de arrangementer bliver afholdt i år, og det gør selvfølgelig, at Changs økonomiske grundlag ser væsentligt mere usikkert ud end for blot 14 dage siden.

Derudover er det essentielt, at vi fastholder vores kontingentindtægter. I Chang gør vi en dyd ud af at holde så lavt et kontingent som muligt, så alle kan blive en del af fællesskabet. Den seneste tid er bestyrelsen blevet mødt med spørgsmål om refusion af kontingent og af medlemmer, der tilbageholder kontingentbetaling, indtil der er klarhed over situationen med COVID-19. Det er fuldt forståeligt, at medlemmer stiller spørgsmål i den nuværende situation, men for en forening af Changs størrelse er det desværre uholdbart, at medemmer ikke betaler kontingent. Det kan potentielt true vores eksistens.

Som medlem af Aalborg Chang betales der kontingent. Dette kontingent sikrer ikke medlemmet et bestemt antal træninger eller kampe, men er derimod sigende for foreningens omkostningsniveau. Det betyder, at dit kontingent er med til at dække de omkostninger, der er forbundet med at bedrive en frivillig forening som Chang. Modellen, der danner baggrund for dette, er den danske folkeoplysningslov, og meget præcist kan Changs og alle andre foreningers formål beskrives:

”Det overordnede formål med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde er, med udgangspunkt i aktiviteten og i det forpligtende fællesskab, at styrke folkeoplysningen og dermed medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.”

Groft sagt betyder det, at når du er en del af Chang, er du også en del af samfundet, hvilket giver gensidig værdi på kryds og tværs. Men du er altså kun en del af Chang som betalende medlem.

I Aalborg Chang udsender vi kontingentopkrævning to gange årligt. Kontingentet dækker halvårligt, og du betaler således som medlem også for aktiviteter udenom turneringsdeltagelsen, der typisk løber fra april til juni. I den nuværende situation med nedlukning af al aktivitet har bestyrelsen besluttet ikke at regulere kontingentsatsen. Når det er sagt, vil der selvfølgelig blive kigget på alle mulige tiltag for at omkostningsminimere, hvis nedlukningen forlænges udover de første 14 dage. Det er en speciel situation, vi alle står i, og hvis vi ikke møder den samlet og solidarisk, er fremtiden usikker for ikke bare Aalborg Chang, men for mange foreninger.

Vi vil appellere til, at alle støtter op om vores fælles forening i denne svære tid og betaler kontingentet. Hvis ikke det er tilfældet, ser vi desværre ingen anden udvej end at udmelde medlemmer i restance. Chang er dog som altid åben for dialog, hvis enkelte medlemmer skulle stå i en særlig situation, der gør det vanskeligt at betale kontingentet til tiden. Vi følger selvfølgelig udviklingen tæt og kommer løbende med nyt, hvis noget ændrer sig. Vi håber på jeres forståelse i denne svære tid for alle.


På vegne af Aalborg Chang

Formand
Morten Borregaard

Luk