Julehilsen 2015

Kære aktive medlemmer og frivillige i Aalborg Chang.
Når jeg ser tilbage på året som er gået i Chang, skal vi alle glædes over de fine sportslige resultater, vi har opnået i alle aldersgrupper. Specielt glæder jeg mig over det stærke sammenhold, der er i/om vores klub, og de nye initiativer, der er igangsat for en fornyet organisering, hvor mange allerede har involveret sig i nye og kendte opgaver. Tak for det – vi håber, at endnu flere vil finde glæde ved en frivillig indsats lille som stor – til glæde for mange.
Efter en flot efterårssæson vil vi i 2016 være i Jyllandsserien med herre senior for første gang siden 2010. Vore ungdomshold klarer sig ligeledes flot såvel sportsligt som socialt, og mange spændende kampe venter os på allerhøjeste niveau for U/19, U/17 m.v. Dertil ydes der en forbilledlig indsats i børneafdelingen, hvor mange forældre yder en helt speciel indsats for deres egne og andres børn – I kan ikke takkes nok.
Tennisafdelingen er ligeledes inde i flot udvikling med mange spændende planer for de kommende år.
I repræsenterer alle vores klub på allerflotteste vis, men vi skal være opmærksomme på, at vi alle bærer et ansvar som ambassadører for vore fælles værdier om rummelighed, respekt for hinanden, og vores stolte klub Aalborg Chang. Vi skal altid omgå hinanden og vores omverden med tillid, respekt, og vi skal være loyale overfor hinanden og vores klubs bredde og rummelighed..
Vores klub har i 2015 videreført det succesfulde samarbejde med Aalborg Handicap Fodbold, og senest har vi inviteret en række unge flygtninge til at spille fodbold på Provstejorden – en invitation, som vi har valgt at videreføre i 2016. Vores Oldboys-spillere tager flot imod disse nye danskere til træning hver lørdag, tak for jeres næstekærlige indsats her.
Vi har igen i år afviklet en perfekt Zebra- Cup i smukt vejr med mere end 125 deltagende hold og mere end 3000 besøgende på ProvstejordenJ.
Vi er i Chang beriget med mange dygtige frivillige kræfter. De gør det alt sammen muligt – hvad enten man er frivillig i cafeteriet, træner, leder eller hjælper i forbindelse med afvikling af Zebra Cup, Banko Centret, Karneval m.v. En stor og varm tak til jer alle. Vi håber der også i det nye år vil være mange, der støtter op om de mange aktiviteter, som vores nye flittige Aktivitetsudvalg koordinerer.
Vi ved, at vi kan gøre vores klub Aalborg Chang endnu bedre – på alle planer. Derfor vil vi i 2016 videreføre udviklingsprojektet for klubben, hvor det primære mål er, at vi i fællesskab sætter os nye mål for klubben og samtidig definerer de opgaver, vi gerne vil have løst på nye måder. Mange af de planlagte initiativer er i 2015 igangsat med fin opbakning, og i 2016 vil endnu flere blive søsat.
Vi håber at vi i løbet af 2016 kan løfte sløret for en renovering af vore klubhusfaciliteter, så vi også på denne front kan igangsætte en fornyelse til glæde for alle.
Med andre ord skal flere være med til/have mulighed for at løse større eller mindre opgaver i den klub, vi alle elsker – Chang!
Glædelig jul til alle Chang medlemmer, frivillige samt deres familier, med ønsket om et lykkebringende nytår for jer alle og Chang.
På vegne af bestyrelsen
Klaus Bentzen
Formand, Aalborg Chang
”Kom så sååårt”