Menu

Når fællesskab, indstilling og indsats sejrer

image
05. juni 2016 kl. 19:03
Chang drengehold vinder

En herlig weekend for Chang's 9-11 årige drenge!

"Ved du hvor der er en støvsuger?" spurgte en U11-mor, da jeg i morges kom ned i klubhuset, hvor U10 drengene skulle mødes inden kampstart kl. 10.
U11 drengene, der for nyligt har udvidet med en flok spillere fra Skalborg, havde sammmen med deres forældre-trænere holdt hyggeaften med overnatning, efter at deres nu to 8-mandshold begge havde spillet kampe på den varme lørdag.

U10'erne troppede op - klar til at kæmpe imod Vejgaards og ikke mindst AaB's skarpe A-hold. Selvtilliden var i top hos flere af drengene, efter at de sidste søndag havde slået Freja's A-hold for første gang, og motivationen blev også styrket af at høre, at deres stærke U10-holdkammerater dagen før i Vodskov havde 'lammet' Gug og Vester Hassing med 4-1 og 7-1.

Så med vandflasker, forældre og U11-kammerater på sidelinjen lagde U10 drengene hårdt fra land mod Vejgaard. Romeo satte hurtigt det første mål ind, og drengene holdt en meget offensiv stil - de vadede i chancer omkring det lille 5-mandsmål. Så vågnede Vejgaard og udnyttede Changs tynde forsvar. Med flot kombinationsspil gjorde de det svært for Jonas i Chang-målet. 1-4 ved pausen og vi måtte tale om propper, bagrum og 'hjælp-nu-hinanden'...
2. halvleg startede alligevel med, at Vejgaard gjorde det til 5-1, og så var det op ad bakke. Men 10-årige drenge har en herlig psyke - så de arbejdede sig tilbage i kampen, som dog blev afbrudt af en forældre-dommer efter 2x15 minutter - ved stillingen 4-5.

Så var der 45 minutters pause med is og vand - herligt. Imens blev Vejgaards udvalgte kørt over af AaB's U10-talenter. Drengene fra Aalborg Øst træner 4 gange om ugen - de ser deres modstandere som en flok AaB-kegler, der skal afdribles, og det kan de bare. Vejgaard fik ikke stoppet drible-fabrikken, så de tabte med 0-6.
Bagefter var Chang-drengene klar til at udfordre driblerne. Vi aftalte, at både driblingerne og de sjældne AaB-afleveringer skulle forhindres med fokuseret presspil, og så skulle vi prøve at få bolden helt op til især Tobias og Victor på AaB's banehalvdel, og de skulle presse højt og skyde løs. Kontra-taktikken virkede fra start; 5-0 til Chang. Sådan - ingen fik talt, hvor mange Tobias plaffede ind!

Det var fuldt fortjent, at Marius J af forældrene blev tildelt dagens Fidus, men kæmpe ros til alle 7 drenge - de fightede som var de betalt for det!

Ros til forældre og til U9 og U11 klanerne!

Men... i børnefodbold er det jo forældrene, der betaler, og efter DBU's principper for at træne op og ned og give alle mest mulig spilletid på forskellige niveauer, så lykkes det for Changs U9-U10-U11 drenge, at udfordre og udvikle de ca 60 drenge på årgangene optimalt. U9 og U11 har hjulpet U10'erne til at spille 28 weekend-kampe i foråret - uden aflysninger og uden at falde igennem.

Tak til U9'erne Lucas og Noah for i går at hjælpe U10 i Vodskov, og tak til Jonas, Tobias og Victor, som normalt træner og spiller med U11, for i dag at hjælpe deres jævnaldrende kammerater på U10.

/Trænerne 

Luk