Menu

Chang Ungdom i Holland

image
24. april 2023 kl. 11:02
Fodboldstævne Brabant Open i Holland foråret 2023
Forældre og ledere omkring Chang’s U12-16 fodboldspillere har siden efteråret 2022 planlagt en fælles tur for de unge mennesker. Valget faldt på Brabant Open i Holland, der blev afholdt i påskedagene.
 
Efter de mange måneders planlægning var der fælles afgang fra Provstejorden torsdag den 6. april kl. 04.00. To busser fyldt med 120 – 130 unge mennesker samt trænere, ledere og medfølgende forældre satte kursen mod Holland, hvor de kommende dage skulle bruges på sportslige og sociale aktiviteter.
 
Første dag i Holland blev brugt på fælles udflugt for alle - først en rundvisning på PSV Eindhovens stadion og herefter blev resten af dagen brugt i forlystelsesparken Efteling, inden busserne satte kursen mod ferieparken Vakantiepark Prinsenmeer, hvor alle fodboldspillere var indkvarteret i mobilehomes.
 
Efter fredagens sociale aktiviteter blev der lørdag gjort klar til turens sportslige indslag. Changs hold var fordelt på to stadions, der blev spillet 3-4 indledende kampe pr. hold i løbet af lørdagen mod hold fra Holland, Skotland, Wales, Belgien, Frankrig og Danmark. Godt brugte efter lørdagens kampe blev kursen sat mod campingpladsen igen.
Søndag startede lidt stramt, da busserne skulle pakkes allerede 06.30 - herefter kunne der slappes lidt af, inden alle hold skulle spille 2-3 slutrundekampe i løbet af dagen. Flere af søndagens kampe endte med straffesparkskonkurrence, og efter de sidste kampe var spillet og en hurtig omklædning for de sidste hold, så blev der taget hul på en 10-12 timers bustur før ankomst på Provstejorden kl. 05.30.
 
Sportsligt var resultaterne lidt blandede - ingen kom hjem med pokaler - men alle kom hjem med en masse fede oplevelser, styrket fællesskab både på de enkelte hold og på tværs af årgangene. De unge mennesker har taget hele turen i stiv arm inkl. en enkelt tur på den lokale skadestue efter en hård tur i en vandrutchebane.
 
Turen har været en stor succes - men det har også krævet hårdt arbejde fra de forældre og ledere, som har stået for planlægning af turen, ansøgning hos fonde, indhentning af sponsorater og meget andet. Der skal fra klubbens side lyde en stor tak til alle involverede, sponsorer samt DBU’s Ungdomsfond, SIFA og Chang’s Venner.
Billederne er af forskellige forældre, som deltog på turen. 
Luk