Menu

Chang opruster med Seniorkoordinator

image Velkommen til Chang, Henrik...
Aalborg Chang Media
02. januar 2025 kl. 12:08
Chang opruster med Seniorkoordinator

Henrik Kjærbo Ottesen bliver Herreseniorkoordinator i Aalborg Chang

 

Aalborg Chang styrker herreseniorafdelingen, inklusive U19-holdet, med ansættelsen af Henrik Kjærbo Ottesen i en nyoprettet stilling som Herreseniorkoordinator.

 

Henrik tiltræder rollen den 1. januar 2025 og får ansvaret for at skabe sammenhæng og kvalitet på tværs af afdelingens mange hold.

Henrik er 42 år gammel og arbejder til dagligt som socialpædagog. Han har en lang baggrund i fodboldens verden og har tidligere været ungdomstræner i både AaB og Aalborg Chang, hvor han var træner for U17- og U19-holdene for årgang 1994 og 1993.

 

Derudover har Henrik været tilknyttet en lang række nordjyske klubber som seniortræner, hvor han har opnået stor erfaring med både ledelse og udvikling af spillere og hold.

 

Som Herreseniorkoordinator bliver Henrik det centrale bindeled mellem bestyrelsen, klubchef, trænere og holdledere. Hans opgaver inkluderer at sikre, at klubbens værdier og sportslige målsætninger følges, lede herreseniorudvalget og stå for rekruttering og introduktion af nye trænere og ledere. Derudover vil han have det økonomiske overblik og sørge for, at afdelingens budget bliver overholdt.

 

Henrik skal også koordinere den daglige drift i samarbejde med trænerne og klubbens ansatte, samt skabe en stærkere kommunikation og sammenhængskraft mellem holdene ved blandt andet at afholde møder på tværs af afdelingen.

En vigtig del af hans arbejde bliver at understøtte et udviklingsmiljø, der både fremmer den sportslige kvalitet og skaber en positiv kultur i afdelingen.

 

Ansættelsen af Henrik Kjærbo Ottesen er et led i Aalborg Changs ambition om at fastholde og udvikle herreseniorafdelingen som en central del af klubben. Henrik bringer erfaring og lederskab, som vil bidrage til en stærkere afdeling, hvor både spillere, trænere og ledere trives og udvikles.

 

Klubben glæder sig til at byde Henrik velkommen og ser frem til det arbejde, han vil udføre i den nye rolle.

 

Luk