Chang skuffede mod NUBI - reddet af Støvring IF
Der var kun en ting at glæde sig over i Changs sidste kamp i efteråret hjemme på det flotte anlæg på Provstejorden. Chang forblev i serie 1, selv om holdet tabte i en skuffende kamp mod NUBI, der ligesom Chang kæmpede for at undgå nedrykning.
- Der var ikke meget at glæde sig over i selve kampen. Jeg forstår simpelthen ikke, at spillerne ikke ville noget mere på banen, siger træner Torben Andersen.
Inden kampen havde Changs trænerduo indskærpet, at kampen var afgørende og skulle give mindst uafgjort for, at holdet kunne være 100 procent sikker på at spille i serie 1 til næste år. Alligevel synes Torben Andersen ikke, at der blev ydet det, som spillerne egentlig kan.
Det var også en dum dødboldsituation, der bragte NUBI foran efter mindre end fem minutter. Og lidt senere stod det 2-0 igen efter en dødbold. Netop de situationer er eller noget, der er arbejdet med, da Chang tidligere har haft problemer med dødbolde.
Yderligere utur har Chang, da to mand bliver skadet. Og i anden halvleg scorer NUBI flere mål på et tidspunkt, hvor Chang er ti mand. Dermed er kampen afgjort, og NUBI får scoret yderligere, så Chang får et tennisæg.
For begge Changs trænere var det foreløbig sidste kamp. Begge skifter til andre opgaver. Torben Andersen vil selv spille igen og ikke i den klub, han lige har været træner.
- Det er selvfølgelig skuffende at slutte med sådan et nederlag. Det var ikke lige den måde, vi gerne ville slutte af på, siger Torben Andersen.
Han glæder sig dog over, at Chang lige holdt sig over stregen på grund af de indbyrdes kampe mod Skagen IK, der nu rykker ned sammen med Aalborg KFUM. Torben Andersen mener også, at den kommende træner har noget at bygge videre på. Holdet er bedre end det, spillerne viste i den sidste kamp, og der er masser af talenter på vej.