En fortælling fra fredagens dyst
Så blev det fredag igen sportstasken står allerede klar … den blev selvfølgelig pakket torsdag aften.
Fredag morgen kl 9.00 har 14-15
gamle drenge har sat hinanden stævnemøde på Changs baner til en gang fodbold.
Da vi var knægte mødtes vi efter skoletid på plænerne omkring de store blokke.
Her blev der hurtigt formet to hold.
Til trods for, at vi den gang altid ville vinde, der var der alligevel en vis retfærdighed til, forstået på den måde, at holdene var jævnbyrdige.
Også i dag bliver holdene formet jævnbyrdige… Og dog går snakken hurtig, “Hvordan kan, Django altid formå at lave holdene således, at “hans” hold altid er det bedste!?”
Snakken er en del af det fælles kodeks og normer spillerne i mellem, at Django laver “uretfærdige” hold.
Men ikke mange er glade for at tage denne rolle på sig, at forme holdene.
9 ud af 10 gange er holdsammensætningen ramt lige i plet.
Men fredagens kamp, den stater ikke nede på banen.
Nej, nej den er allerede i gang i omklædningsrummet.
“Hvis tur er det i dag, til at have, Vemmer med på sit hold. Vi havde ham sidste gang!”
Vemmer er hurtig til at replicere og tage til genmæle, “Jeg spørger bare lige. Hvilket hold vandt sidste gang, om hvem scorede det afgørende mål …”
Latteren gjalder igennem omklædningsrummet.
“Men Vemmer, det mål du scorede, ku’ selv min gamle bedstemor have scoret på og hun er tæt på de 90 år”
“Hov, hov! lyder det fra hjørnet, hvor “Piloten” har sin faste plads … Vi alle har jo vores faste pladser, hvor vi klæder om. Vanemennesker! Os!? Nej, nej, vi gør jo bare som vi plejer!
“Piloten” spæde - men alligevel myndig røst fylder rummet, “Hvad mener I egentlig med, at det kunne selv jeres bedstemor på godt 90 år have scoret på … Hvor mange Jer kan reelt prale af at gå hjem fra træning - gang efter gang og sige man har scoret!”
Et øjebliks tavshed og så bryder latterne atter løs.
På banen, deler Django eller Jørgen overtrækstrøjerne ud.
Trods vi enten står og små sludrer, sparke lidt til fodboldene eller har kastet sig over lidt opvarmning, da kan vi være sikre på, at man ud af øjenkrogene skeler hen mod Henrik, “Hvem deler han nu trøjerne ud til?
Hvem kommer jeg på hold med i dag?
Poul står og tripper foran Django, han vil også gerne have en gul vest på i dag, da han har set, hvem der allerede har fået tildelt en overtrækstrøje.
Henning og Jervild, de fortrækker og slår øjnene ned, de vil ikke fanges af Django’s øjne. De har i deres stille sind “udvalgt” deres holdkammerater.
En “ny” gammel dreng er mødt op til dagens træning.
“Gad vide, hvad han er for en størrelse. Kan han spille fodbold … Løber han stærkt … Vil han aflevere bolden … Gider han tage returløbet og dække op ..”
Især Django … eller Jørgen er liiidt udfordret, for på hvilket hold skal “jeg” sætte ham.
Kendetegnet for Chang-drengene er, hurtigt bliver “ham den nye” budt velkommen. Hånden bliver ikke kun fysisk rakt frem, men også symbolsk.
Her er du/ man velkommen.
Kampen bliver sat i gang.
De gamle ben skal lige i gang. Der går dog ikke mange minutter før intensiteten er til stede.
Afleveringer, løb, afslutninger, driblinger, nærkampe…
Her kan det lige nævnes, at en af de forholdsvis nye i slænget i dagens kamp kom i nærkontakt med Harry!
Harry stod fast som borg! Og den “unge” opkomling flagrede rundt som en vingeskudt fugl.
“Ha, ha, ha!” lød det fra de rutinerede, som har kendt den gode og rare Harry gennem mange år.
“Poul, har nu også lært Harry at kende.”
“Poul, har du ikke lagt mærke til, at hver fredag formiddag hvor vi spiller fodbold, da holder redningshelikopteren klar få hundrede meter væk …”
Allan, uanset hvilket hold han spiller på, da er venstre back-pladsen altid optaget.
En her fra udfører han sine pligter på aller bedste vis.
Jervild har igen snøret sine støvler, så de er klare til at gøre livet surt for sine modstandere… og ind i mellem for sine holdkammerater!
Bundgaard og Jens Ole, de er holdets omdrejningspunkter.
Dygtige kloge fodboldspillere, som de er, da vil de altid være sit holds strateg og epicenter. Her kan man altid spille bolden hen.
Henrik Slot, som normalt vogter målet i turneringskampene, han har altid forladt målet, når vi spiller tirsdag eller fredag.
Lidt ramt på bentøjet … Ja! Det går ikke så hurtigt længere - men tag ikke fejl. “Slotten” kan bestemt godt spille fodbold. Og rutine det fornægter sig jo aldrig.
Gert, “ham der fra Ellidshøj” han kan noget, de fleste af vi andre - ikke kan.
Han kan løbe stærkt. Og så ka’ han scorer mål og ærgerrig - det er han. Gert vil vinde.
Han er en spiller, man altid ønsker at være på hold sammen med!
Go’e gamle Georg, han og Jørgen Larsen, de er spillets gentlemen.
Ikke noget med her, at sætte sig selv i centrum. Her er der kun én ting, der tæller for de to. Holdet og fællesskabet over alt andet!
Jørgen indtager sin plads i målet.
Og her gør han det vanvittigt godt. Men ros fra holdkammeraterne bliver slået hen.
“Det var ikke noget særligt”, er hans svar.
Og jo, Jørgen det er det. Du har mangen en gang redet dit hold.
“Hvem ka’, Bilka” det ordspil kender hver en dansker fra de mindste til de ældste.
Og ind i mellem bliver der måske trukket lidt på smilebåndene, når vores ven Harry sender bolden afsted med en god gammeldavs “tåhyler.”
Men Georg ka’ om nogen udføre dette liiidt underkendte spark.
I mandags sparkede han således bolden i målet hele to gange - med sin berømmelige tå!
Stærkt, George.
“Hvad laver du her, Skovhus - og hvad skal du bruge de fodboldstøvler til ..”
En ny mand ville nok føle sig uvelkommen.
Men, den gode Henrik, kender også til fodboldsprogets iboende betydning.
Han ved godt, at han nu bliver budt hjertelig velkommen mellem sine fodboldkammerater.
Jo, der er meget indforståethed, som for en “fremmed” må være svært at forstå.
Urets viser kravler på en og samme tid både hurtigt og langsomt mod kl 10.00.
Bolden bliver fra banens venstre side slået perfekt mod bageste stolpe og på smukkeste og mest elegante vis og i fuldendt balance helflugter Hoff, den lille runde i kassen til resultatet 4 : 4.
Trætte og tørstige slæber vi gamle os op mod klubhuset.
Ansigterne og kropssproget udstråler træthed.. men alligevel mere end anes der et smil på læberne, for et par minutter venter 3. halvleg!
Så hvis gik i den vildfarelse, at kampen var forbi, da kan man godt tro om.
Det er faktisk først nu - den rigtige kamp tager fat.
Hvem vandt?
Hvem scorede?
Var bolden inde over stregen?
Frisparket der ikke blev dømt!
Hvorfor løb man ikke med tilbage?
Hvorfor sparkede “du” ikke bolden i mål?
Havde Django forfordelt den ene af holdene …
I omklædningsrummet fortsætter snakken.
Dem sidste bemærkning bliver fyret af på vej ud af døren. Kampen bliver “spillet helt til ende!”