Menu

Andenpladsen sikret for U14-M2

24. juni 2013 kl. 00:52
Chang sluttede foråret af med en 2-1-sejr over KFUM og ender efter seks sejre i ti kampe på andenpladsen i Mesterrække 2.

Med oprykningen sikret allerede i næstsidste runde stod der kun en endelig sikring af andenpladsen på spil i forårets sidste kamp, hvilket indsatsen i kampen mod KFUM også bar præg af. Der manglede en del procenter her og der, men det lykkedes dog akkurat at hive sejren i land med en 2-1-scoring i næstsidste minut.
I kampens indledning så det ellers lyst ud for Chang, som havde et stort overtag i boldbesiddelsen og gjorde god brug af både forsvar og midtbane til at vende spillet, så der blev plads til at komme frem ad banen. KFUM var alligevel nærgående efter fire minutter, hvor de havde et forsøg på stolpen efter et afværget hjørnespark, men ellers blev Esbens mål kun truet, når en af Changs midterforsvarere faldt i bolden og efterlod modstandere fri for mål, men i begge tilfælde blev bolden sparket lige ind i favnen på målmanden. I den anden ende var Changs farligste forsøg et hovedstød af Jeppe i kampens indledning, mens man efterhånden forsømte at vende spillet og derfor mistede bolden inden det for alvor blev farligt. Samtidig gjorde Chang-spillerne for lidt ud af at erobre bolden tilbage og forsømte ligeledes at holde holdet tæt sammen i forsvarsarbejdet, og det gav KFUM mulighed for at få kontrol over deres spil og komme længere frem ad banen.
Gæsterne havde forberedt sig godt på Changs spil og fik som regel forhindret hjemmeholdet i at sætte bolden ordentligt i gang nedefra, ligesom de var mere villige til at vinde duelboldene, og det tvang Chang tilbage på banen og kastede en scoring af sig kort efter pausen, da Hjorth kom til at begå straffespark i et tæt befolket felt. Det vækkede en lille gnist i Chang-spillerne, som fik udlignet på et hovedstød af banens mindste spiller, Nikolaj, fem minutter senere. Spillet faldt dog hurtigt i kvalitet igen, og der blev stort set ikke spillet i mellemrum eller på tværs på modstandernes banehalvdel, ligesom flere spillere forfaldt til at ville prøve for meget i stedet for at gøre brug af medspillerne. En rodet anden halvleg begyndte først at tage fart med syv minutter igen, da en advarsel for et professionelt frispark bragte KFUM i undertal. Herefter fik Chang overtaget på midtbanen og fik presset gæsterne langt tilbage, og et par fine tilbud helt inde i feltet blev ikke udnyttet efter fortjeneste, men alligevel kunne Hamse sikre Chang sejren til allersidst, da han fra godt tyve meters afstand sparkede bolden ind fladt ude ved stolpen. Dermed kunne Chang gå fra banen med en sejr og en andenplads, men også med et påmindelse om, at man skal levere en koncentreret indsats for at spille gode fodboldkampe.

Luk