Menu

Chancefattige U14-A

29. august 2012 kl. 23:48
Trods stort spilovertag formåede Chang nok engang ikke at tilspille sig ret mange åbne chancer, og det blev dyrt i kampen mod VUG, som vandt på to mere eller mindre tilfældige mål.

Det var en noget usædvanlig modstander, Chang var oppe imod i lørdagens kamp i Gandrup, hvor hjemmeholdet stillede op i en god, gammeldags 3-6-1-opstilling med sweeper og med mandsopdækning af alle Changs offensivspillere. Mandsopdækningen voldte ikke de store problemer, da Chang-spillerne var dygtige til at løbe sig fri og spille udenom modspillerne, men til gengæld havde man mere end svært ved at komme forbi den hurtige, forudseende og individuelt stærke sweeper, som ryddede godt op i forsvaret. Chang spillede bolden flot rundt i sikre kombinationer og var ikke kede af at spille i støtte for at vende spillet, men kom sjældent bag om VUG-forsvaret, fordi man hele tiden spillede i fødder og sjældent spillede i rum. Dermed fik hjemmeholdet tid til at få mange spillere bag bolden, hvilket gør det noget sværere at komme til åbne afslutningsmuligheder.
Første halvlegs største mulighed kom, da Grønning for en sjælden gangs skyld blev sendt af sted i dybden, men han mistede farten og fik sit skud blokeret, og i stedet kunne VUG bringe sig foran på et kikset indlæg. For at gøre ondt værre blev det 2-0 kort efter, da Schøn mistede bolden i en risikabel dribling efter et hjørnespark, hvorefter Lukas og MH løb ind i hinanden og gav en let afslutning. Ellers levede hjemmeholdet på deres hurtige og stærke angriber, som fik alt for meget plads at modtage bolden på mod et passivt Chang-forsvar, som efterlod meget rum foran sig.
Jonas fik reduceret lige inden pausen, da Jonas frygtløst kastede sig ned og headede en hjørnesparksbold ind, og det gav grund til optimisme inden anden halvleg, som også forløb med et stort Chang-pres. Andresen på venstre back havde de bedste tilbud, når spillet blev vendt over midten og han fik plads at løbe på, mens det stadig kneb med at komme bagom forsvaret. Det lykkedes dog en enkelt gang efter en god vending og aflevering fra Hjalte, men Jonas sparkede lige på målmanden. Isoleret set en dyr afbrænder, men endnu mere bekymrende er det, at et kæmpe spilovertag nu i tre kampe i træk har resulteret i så få afslutninger.

Luk