Changs ungdom marcherede foran 58.000
Mandag i uge 29 blev ungdomsturneringen Gothia Cup 2012 skudt i gang ved den traditionelle åbningsceremoni på Nya Ullevi i Göteborg. Ceremonien var igen i år et spektakulært show med dans, musik, optrædener fra kendte svenske musikere, fyrværkeri og præsentation af de deltagende lande. Én klub fra hvert af de 78 deltagerlande skulle i løbet aftenen gå indmarch på det stopfyldte stadion, og her var Chang valgt som repræsentant for Danmark. Med Niels B. Thomsen i front som fanebærer indmarcherede de ca. 70 spillere og trænere iført ens, sponsorbetalte paradedragter. Med Dannebrog og Chang-banner i hænderne kunne de vinke til 58.000 mennesker på Nya Ullevi - det stadion, hvor Danmark vandt EM-guld i 92.
Gothia Cup er verdens største fodboldturnering. I år deltog 1.615 ungdomshold fra 78 forskellige lande, og heriblandt var der fire Chang-hold (U13, U14, U15 og U18). Gothia Cup 2012 var den 38. udgave af turneringen siden starten i 1975, og Chang deltog for 22. gang. Chang-lejren oplevede en forrygende uge med højt humør, masser af sjov i Göteborg og selvfølgelig en hel del fodbold. Det lykkedes ganske flot tre ud af fire Chang-hold at spille sig videre fra de indledende grupper til A-slutspillet, mens U14 fortsatte turneringen i B-slutspillet.