Menu

Første point i M1

18. august 2013 kl. 22:49
U15 lagde fornuftigt fra land i Mesterrække 1, hvor det blev til 1-1 mod Gug i sæsonens første kamp.

Efter to oprykninger i træk er Changs årgang 1999 nu at finde i Mesterrække 1, hvor Gug kom på besøg i sæsonpremieren. De to hold havde en halvleg hver, men i den sidste ende kan Chang nok være bedst tilfreds med at kampen endte uafgjort, idet Gug fik to mål annulleret undervejs.
Gæsterne fra Gug kom bedst fra start og fik presset Chang langt tilbage, ligesom det blev til et par halvfarlige situationer i straffesparksfeltet. Der gik dog ikke mere end ti minutter inden hjemmeholdet tog over - primært i kraft af fint og tålmodigt bagkædespil, som gav mulighed for at føre bolden fremad over kanterne og ad den vej komme bag om Gug-midtbanen. Der var adskillige gode kombinationer imellem de forreste, men hver gang man fik spillet sig igennem gæsternes bagkæde, blev der dømt offside. Derfor blev det ikke til de helt oplagte muligheder, men både Hamse ved forstolpen og Grønning ved bagstolpen havde gode muligheder for at score efter fint overtalsspil på kanterne. Gug blev holdt i et jerngreb det meste af halvlegen og forfaldt til at sende lange bolde fremefter, men Winterberg og især Lukas i midterforsvaret kom først på bolden og var stærkt medvirkende til at presset kunne holdes. Kun en enkelt gang kiksede det, men her var Esben dygtig og reddede friløberen.
Godt målmandsspil fra Esbens side blev også nødvendigt efter pausen, hvor Chang kom under pres igen, og i løbet af anden halvleg snuppede Chang-målmanden yderligere to friløbere. Hjemmeholdet lavede flere fejl i opspillet, fordi man for ofte spillede lige frem i banen til fejlvendte medspillere, og det gav en del boldtab tæt på eget mål. Desuden blev der spillet for meget i fødder og for lidt i bagrum, hvormed man forsømte mulighederne for at tvinge Gug-holdet baglæns og ad den vej få mere plads at spille på. Halvlegens første store mulighed kom dog efter en dyb bold til Jonas, som blev nedlagt i straffesparksfeltet, da han skulle til at afslutte, men underligt nok ikke fik tilkendt et straffespark. I den anden ende var dommeren også i fokus, idet han i to omgange annullerede Gug-scoringer, først for offside og dernæst for frispark. Gug-spillerne følte sig snydt og fik brokket sig til et gult kort, men trods en mand i undertal scorede de kort efter på et hjørnespark, der blev snittet i mål. Chang svarede dog hurtigt tilbage, og selvom Hamses lob-aflevering havde fortjent en bedre afslutning, fik Grønning sendt bolden i kassen. De sidste ti minutter - som med tillægstid blev næsten et kvarter - blev en åben slagudveksling, hvor Chang forsøgte at presse på, mens Gug trods undertal dygtigt fik truet på kontrangreb, men en ny offsidekendelse forhindrede Chang i at sikre den sejr, der set over hele kampen også havde været mere end fortjent.

Se billeder fra kampen her.

Luk