Menu

Haltende premiere for U14-A

19. august 2012 kl. 22:36
Det var med lodder og trisser at U14-A fik hevet en sejr hjem i sæsonpremieren i Storvorde. En skrækkelig start blev afløst af fornuftigt spil i de sidste tre fjerdedele af kampen, hvilket rakte til en sejr på 3-2.

Chang-drengene var slet ikke til stede i de første ti minutter af sæsonens første kamp, som fandt sted i Storvorde, men kunne med snæver margin trække sig ud som sejrherrer til sidst. Et veloplagt hjemmehold pressede på fra dommerens første fløjt og overrumplede et selvsikkert Chang-hold, der havde vundet 8-0 i det seneste indbyrdes opgør og derfor ikke følte det nødvendigt at gå ind i de fysiske dueller. Der gik mere end ti minutter inden man første gang lykkedes med at bringe spillet op på modstandernes banehalvdel, og på det tidspunkt stod det allerede 2-0 til værterne.
Spillet begyndte langsomt at fungere i takt med at indsatsen i nærkampene blev forbedret, fordi det dermed lykkedes at spille sig ud af modstandernes pres og få ro på bolden. Angriberne blev bedre til at holde fast i bolden og tage den i frie områder, og det gav holdkammeraterne tid til at finde gode positioner og udnytte banens bredde. Hedegaard reducerede på en ripost efter et hjørnespark og havde også et skud på overliggeren, men på trods af at Storvorde så mindre og mindre til bolden, blev de ved med at være farlige, idet deres store og stærke angriber på egen hånd kunne beskæftige hele Chang-forsvaret.
I pausen kom Lukas på banen og fik lukket nogenlunde ned for Storvordes kontraer, og det gav Chang et solidt boldovertag, hvor man ved at flytte bolden meget på tværs skabte plads til at spille forbi modstandernes midtbane og komme til bedre situationer. Hedegaard spillede Grønning fri til en udligning tidligt i halvlegen, og uden at miste tålmodigheden blev Chang ved med at gå efter et føringsmål, som kom med små ti minutter igen, da Jonas afsluttede en flot solotur med at sparke bolden op i modsatte målhjørne. Den resterende del af kampen blev nervepirrende, idet Storvorde fik en del frispark, som de uden undtagelse pumpede i feltet, men Esben var sikker i sine aktioner - og havde heldet på sin side, da de sparkede på overliggeren. Kowalski havde også en afslutning på stolpen i slutningen af kampen, men de tre mål rakte til en premieresejr og en påmindelse om at det fine spil ikke kommer af sig selv, men kræver en indsats.

Luk