Menu

Hattrick banede vejen for U14-succes

15. september 2013 kl. 09:49
En tæt kamp fandt sin afgørelse i slutminutterne da Chang-drengene nok engang viste kampånd og fightervilje gennem alle kampens 70 minutter.

For anden gang på en uge skulle vi spille mod KB 81, som vi har haft mange tætte kampe imod. Tirsdagens udekamp var ingen undtagelse, hvor en kamp, der bølgede frem og tilbage, sluttede 3-3.

 

Til dagens hjemmekamp havde vi igen Oliver, Kevin og Hugo med, mens Simon måtte melde fra under opvarmningen.

Med perfekte vejrbetingelser og en god bane på stadion blev kampen fløjtet i gang. Vi ønskede at blive mere boldbesiddende end i første opgør, og vi fik da også en del mere spil centralt. Begge hold var dog påpasselige og tillod ikke de store gennembrud. KB 81 havde et forsøg efter et hjørnespark der tog overliggeren, og i den anden ende gjorde Chris dem kunsten efter, da et frispark tog deres overligger.

De helt oplagte chancer udeblev, men Magnus hev dog en stor redning ud af ærmet, da et langskud havde retning mod målhjørnet. I den anden ende havde Oliver nær scoret fra midten, da deres målmand blev fanget på mellemhånd.

0-0 efter en jævnbyrdig første halvleg.

 

Som anden halvleg skred frem, lignede vi et hold, der havde tabt pusten. Magnus reddede en friløber, og KB 81 pressede på for et føringsmål. Særligt på midten hang vi efter, og gav for meget plads. Reza havde fået en pause og blev sat ind centralt som afløser. Det svingede overtaget tilbage til os. Et flot angreb med flere små afleveringer, sat i gang af Frederik, endte med en 1-2 kombination hvor Jonas spillede Reza fri, der sikkert bragte os i front.

Få minutter efter slap Hugo afsted, og med en uselvisk aflevering spillede han Reza helt fri, der kom i et veludført overlap, og så stod der 2-0.

Modstanderne havde tabt modet, og brugte en del tid på at diskutere kendelserne på banen, mens Chang-drengene som altid holdt holdt fokus på kampen.

Det blev til flere halve og hele chancer, og et par gode afslutninger fra Kevin og Hugo. Da KB 81 desuden fik et gult kort, og skulle spille de sidste minutter i undertal, var det kun et spørgsmål om tid, før kampen kunne lukkes definitivt.

Chris lavede en flot stikning frem i banen, og den udnyttede Reza til at score sit tredje mål i kampen.


En flot sejr, der sandsynligvis sikrer os endnu en sæson i a-rækken, men med tre kampe endnu er der stadig meget på spil, og fremfor alt mulighed for at udvikle os yderligere som hold.

Luk