Ny sejr til U14-A
Årets første hjemmekamp foregik på bane 1 og i strålende påskevejr. Modstanderne var oprykkerne fra Freja, et hold vi havde slået 3-0 i en træningskamp få uger forinden. Vi lagde ikke overraskende bedst ud og var tæt på i flere omgange. Reza alene med målmanden uden at få afsluttet og Andreas missede et oplagt tilbud kort efter. Arbejdsindsatsen var en anelse sløv, og ofte gav vi Freja for meget tid og plads i deres bagerste rækker. Både Samir og Reza måtte kortvarigt udgå i 1.halvleg pga. skavanker, og generelt var indsatsen ikke prangende. De sidste fem minutter kom der dog hul på bylden, da et angreb i højre side endte med en tværbold fra Samir til Andreas, der sikkert sparkede bolden i mål. Kort efter var der åbent lige op gennem midten, og Samir afdriblede let Frejas målmand og scorede til 2-0. Udover et enkelt klumpspil i feltet hvor det brændte på havde Magnus I. en stille dag i målet.
Anden halvleg var chance på chance til Chang. Både Samir, Reza, Chris og Magnus D misbrugte helt frie oplagte tilbud, så den ene scoring fra Samir det trods alt blev til var ikke et retvisende udbytte af anden halvleg. Forsvaret havde godt styr på Freja de gange de tog tilløb til angreb. Vi virkede en anelse trætte i solen/varmen de sidste 10 minutter, hvor spillet fra begge sider ikke rigtig hang sammen. En fin debut til Magnus D i dag, som med et stolpeskod var tæt på allerede i første kamp. To kampe og to gange 3-0 mod de to oprykkere er en god solid start på forårssæsonen.