De to første turneringskampe havde begge kastet færre point af sig end spil og evner berettigede til, og heller ikke tredje gang skulle blive lykkens gang, da kampen i Gistrup endte med et 0-1-nederlag.
Første halvleg startede med et stort overtag til Chang, som flyttede bolden fra side til side og ad den vej kunne skabe overtal på kanterne og komme enten bagom værternes forsvar eller ind foran straffesparksfeltet. Gistrup kom til at stå langt tilbage, hvilket gav fine muligheder for oppres fra Changs midterforsvarere, men selvom de forreste dermed fik tid til at true i dybden, lykkedes det aldrig at spille dem helt afgørende fri, idet bagrummet var lille og modstanderne mange. De bedste afslutninger kom i form af langskud eller i forbindelse med hjørnespark, men ellers endte det meste med at en befriende Gistrup-fod kom i vejen. Hjemmeholdet bed fra sig for første gang cirka midtvejs i halvlegen, da et frispark fra midt på banen endte med et forsøg på stolpen, og herfra begyndte nervøsiteten at præge Chang-spillerne. Pludselig var der ingen der ville tage ansvar for at få bolden ned på jorden og få ro på spillet, og resultatet blev en masse duelspil, hvor Gistrup fik presset spillet frem, hvilket fem minutter før pausen også gav dem den føring, der skulle vise sig at blive afgørende.
Efter pausen fik Chang sat spillet lidt bedre sammen igen, blandt andet ved at sætte dødbolde hurtigere i gang, hvormed Gistrup-spillerne ikke fik tid til at lukke mulighederne for at spille kort og dermed tvinge til duelbolde. Kvaliteten var dog ikke tilstrækkeligt høj, og Gistrup var klar til at straffe enhver fejl med giftige kontraangreb, hvor de især over højrekanten førte bolden langt frem på kort tid og dermed tvang Chang-holdet til at løbe hjemad og dermed skulle starte angrebene helt fra bunden igen - også fordi de ikke var blege for at afslutte angrebene. En af årsagerne til de mange fejl var, at Gistrup med deres formation hele tiden kunne lægge pres på Changs centrale midtbane, hvilket både gjorde det svært at vende spillet og komme i mellemrum. Derfor fik bagkæden et stort ansvar for at sætte spillet op, men selvom de lidt længere afleveringer for at skabe muligheder også indebar en lidt større risiko for boldtab, blev der skabt chancer nok til at måltavlen skulle have været lidt mere i brug.