Puljesejr og oprykning for U13-drengene
Efter en svingende sæsonstart havde de hårdtarbejdende Chang-drenge vundet seks kampe i streg - og lå á points med AaB. Med reglen om, at indbyrdes kampe tæller før målscoren, lå vi 1'er da vi havde slået de rød/hvide 1-0 på deres bane tidligere, og kunne derfor 'nøjes' med uafgjort.
Vejr og bane var i top, og med masser af folk på lægterne var rammerne om puljefinalen optimale.
AaB lagde ud i hæsblæsende tempo, og med en let vind i ryggen trykkede de Chang i bund. De havde svært ved at spille sig helt fri, men kom alligevel foran efter allerede syv minutter. Et indlæg snød Magnus i målet, og Victor fik akkurat ikke clearet bolden. I det efterfølgende klumpspil, lykkedes det dermed en AaB'er at få prikket bolden i mål.
Chang arbejdede sig herefter ind i kampen, og fik bedre og bedre fat på midten. Frederik lavede et godt indhop, og efter få minutter på banen fik han udlignet på en afslutning fra kanten af feltet.
De resterende minutter inden pausen var lige, og uden nævneværdige chancer i begge ender.
AaB prøvede endnu en gang lige efter pausen at presse på, men de havde ikke nær den samme energi, og udover en enkelt stor chance, som Magnus parerede, begyndte vi at virke ovenpå.
Tiden var efterhånden godt fremskreden og med kun 5-10 minutter tilbage var der nerver både på og udenfor banen, samt tydelig træthed at spore, efter en enorm arbejdsindsats.
Reza ønskede at komme ud, men fik besked på lige at tage ét minut mere, så indskifteren var klar. Det minut brugte Christoffer så til et af hans karakteristiske rush op af banen. Den forvirring det skabte hos AaB endte med, at Emmanuel kunne spille netop Reza fri, som scorede med kun fem minutter tilbage på uret. Så var trætheden ellers forduftet hos både ham og resten af Chang-drengene og det energi-boost målet gav, holdt ved de sidste fem minutter, hvor AaB ikke kom nærmere end et hjørnespark.
Der lød et højlydt jubelbrøl fra de mange fremmødte tilskuere da dommeren endelig fløjtede kampen af, og sejren både i kampen og i puljen var en realitet.
Dermed er holdet sikret oprykning til A-rækken i efterårets U14-turnering, ligeså vel at der nu skal spilles JM-kampe de sidste 14 dage inden ferien mod andre kvalificerede hold efter knockout-system.