Menu

Sejr til U16-M2 i dårlig kamp

12. september 2014 kl. 23:47
Kampen mellem KFUM og Chang var præget af fejl, lavt tempo og uskønt spil, og det var mere eller mindre tilfældigt at de sortstribede trak sig ud af opgøret med en 1-0-sejr.

Der var stort fremmøde til lokalopgøret mellem KFUM og Chang, men bortset fra en enkelt scoring og to brændte straffespark var der ikke meget at juble over i en dårligt spillet fodboldkamp. Scoringen tilfaldt heldigvis Chang, og selvom man var lysår fra niveauet fra 11-0-sejren over Farsø, var gæstene en tand bedre end KFUM til at sætte noget spil sammen, der kunne afgøre kampen.
En tidlig chance til Reberholt i form at et skudforsøg tæt forbi målhjørnet efter et gennembrud fra Jonas i venstre side skulle vise sig at blive misvisende for kampen, som chancemæssigt og ikke mindst spillemæssigt var lidt af en ørkenvandring. Chang havde hverken tempo eller præcision i deres spil, og det lykkedes meget sjældent at sætte mere end to-tre afleveringer sammen før bolden var mistet igen. Det gik fint med at skabe plads ved at vende spillet i bagkæden, men lige så snart der skulle spilles fremad, gik det galt. Afleveringerne manglede fart og kunne let brydes af KFUM-spillere, man spillede på meget mindre områder end man magtede, og man var af samme grund dårlige til at flytte bolden i nye områder. Derfor blev det ikke til meget spil på den sidste tredjedel af banen, men en enkelt gang lykkedes det Reberholt at spille Wilfred fri med målmanden, som han driblede udenom, hvorefter kampens eneste mål var en realitet. Hjemmeholdet var ikke stort bedre, så rigtigt meget spil foregik på banens midte, hvor de to hold skiftedes til at tage bolden fra hinanden - eller måske nærmere miste den til hinanden. KFUM havde et par skud udefra, og misbrugte muligheden fra straffesparkspletten, da Wilfred kom til at nedlægge en modstander i feltet efter et af holdets mange boldtab.
Anden halvleg startede med at Chang fik sat lidt mere tempo i afleveringerne og dermed kunne spille sig noget nærmere modstandernes mål. Dette kastede også et straffespark af sig, da Wilfred blev fældet efter at have rundet målmanden på Daniels glimrende stikning, men Viktor misbrugte forsøget fra pletten. Herefter faldt Changs spil lidt fra hinanden igen, og KFUM havde held med at lægge tryk på ved at sende en masse bolde i feltet. Der blev arbejdet fint på at beskytte målet, men Chang-spillerne var ikke gode nok til at komme ud og slås og returboldene, og derfor fik værterne lov til at genvinde bolden smide den ind i feltet igen, ligesom det blev ekstra svært at spille sig ud af presset. Der kom aldrig rigtigt kontrol på kampen, og da MH fik chancen kort før tid, lykkedes det på en eller anden måde at misbruge fra to meters afstand. Den afgørende scoring manglede, men heldigvis var der kampgejst nok til at lukke KFUM-spillerne ned, når de nærmede sig målet, og det rækker også fra tid til anden, selvom spillet ikke kører.

Luk