Menu

Sikker pokalsejr til U16

06. september 2014 kl. 18:02
Changs U16-hold er videre i pokalturneringen efter en 3-1-sejr over Lundergård, som burde have været langt større.

Selvom Chang var taget til Lundergård med kun 11 spillere, var der aldrig rigtigt tvivl om, at man ville gå fra pokalkampen med en billet til næste runde. Første halvleg burde have kastet mere end to mål af sig, og selvom værterne havde held med at lægge mere pres på efter pausen, var Changs føring ikke for alvor truet.
Det meste af første halvleg foregik med bolden på Chang-fødder, hvor man var gode til at bruge midterforsvaret og den centrale midtbane til at vende spillet, så man kunne føre bolden fremad uden pres på boldholderen. Bolden befandt sig næsten uafbrudt på Lundergårds banehalvdel, hvor man flyttede den fint rundt uden at hjemmeholdets spillere kunne komme tæt nok på til at erobre den. Boldtabene kom dermed næsten kun, når man skulle lægge den afgørende aflevering i dybden for at lave chancer, og eftersom man havde godt tempo i spillet, var der mange muligheder for at gå efter chancerne. Man kom til mange afslutninger fra kanten af feltet og fra spidse vinkler, men alligevel kunne man have været meget mere farlige, hvis man havde spillet med lidt mere coolness. Der var rigtigt mange spillere der truede i dybden, og dermed manglede der muligheder for at spille i mellemrum, hvilket tvang de bageste til at spille længere og dermed sværere bolde, når man havde spillet sig fri af pres. Samtidig manglede der også muligheder for at spille i støtte, når man angreb over kanterne, fordi alle ville i dybden, og dermed blev man af og til fanget med for mange spillere foran bolden. Lundergårds kontraangreb var der dog fint styr på, og med scoringer af Høyner og Wilfred kunne man også gå til pause med en sikker føring.
Hvor Lundergård før pausen havde satset på at forsvare sit mål, gik man i anden halvleg frem for at forsøge at erobre bolden, hvilket gav en noget mere åben halvleg. Chang fik sværere ved at vende spillet og lave plads til at spille fremad, og derfor kom chancerne heller ikke med samme frekvens. De bageste var hele tiden under et vist pres og kunne ikke finde de forreste med samme præcision, og derfor endte mange af afleveringerne hos modstandernes målmand. Der gik et stykke tid inden man fik ro på spillet ved at især Reberholt faldt ned fra mellemrum for at skabe overtal lidt længere tilbage på banen, så man kunne bygge spillet op med større sikkerhed. Da havde Lundergård reduceret til 1-2 efter et indlæg, men selvom det ikke altid så lige sikkert ud, når Chang spillede den rundt, blev det ikke til de helt store chancer. Chang følte sig ikke mere presset end at man fortsat forsøgte at spille sig ud af vanskelighederne og gå efter yderligere scoringer, og det lykkedes også kort før tid at slukke lyset, da Viktor satte Wilfred op til kampens sidste scoring.

Luk