Menu

Street Soccer på Multibanen ved Aalborg Chang.

15. maj 2014 kl. 12:37
DGI Nordjylland satser på gadeidrætten, og i samarbejde med DGI Underground dribles projekt DGI Nordjylland Street Soccer i gang i det nordjyske. Første træning på Chang er mandag den 19. maj 2014 kl. 16.00 til 18.00

Gadeidrætten tiltrækker i større grad nutidens unge med en anderledes mere fri tilgang til at være aktiv og et socialt rum der inviterer til spontane kreative udfoldelser i storbyens usminkede byrum. Gennem udnyttelse af allerede eksisterende faciliteter i byrummet, aktivitetsudvikling i lokalområder og involvering af byens unge kan gadeidrætten skabe grobund for en ungdomskultur, en livsstilskultur, hvor bevægelse og fysisk aktivitet bliver en integreret del af det at være ung.

DGI Nordjylland ønsker at være en aktiv medspiller i skabelsen af et solidt fundament for gadeidrætten - for de unge og med de unge - hvor de netop kan få mulighed for at udtrykke sig selv gennem fysisk aktivitet.
Med erfaringer fra første sæson (2013) udvides street soccer tilbuddene i Nordjylland i 2014 og bolden ruller igen på den rå asfalt lige så snart vejret tillader det. Gennem ugentlige sessions kan unge frit deltage i spændende træninger med fokus på finter, tricks og masser af småturneringer på en multibane lige i nærheden. De ugentlige sessions varetages af unge ildsjæle fra lokalområdet, der gennem en nyudviklet StreetAgent-uddannelse klædes på til opgaven som StreetAgent.

Igennem sæsonen afvikles løbende lokale derbys hvor områderne får mulighed for at dyste mod hinanden, møde nye unge og udveksle tricks og finter. Der afvikles et stort regionalt mesterskab (RM) i Aalborg Centrum i juni måned, der leder op til DM i street soccer i starten af august. Sidste år sendte DGI Nordjylland tre hold afsted og Lukas Conradi fra U14-holdet FC Uganda (6 drenge fra Aalborg) beskriver oplevelsen således;
?Det var den fedeste oplevelse! Vi spillede en masse street soccer, hørte fed musik og konkurrerede mod de bedste spillere i landet?.

I den kommende street soccer sæson er målet at få endnu flere unge til at spille street soccer og skabe liv på byernes multibaner. ?Vi startede street soccer op i Nordjylland sidste år og er en masse erfaringer rigere. Den kommende sæson bliver endnu større, federe og vildere, og med to nye mobile Panna-baner kan det kun blive den fedeste sæson.?, slutter René M. Jørgensen, som er projektleder for street soccer i DGI Nordjylland, af.

Er du interesseret i street soccer og har lyst til at vide mere, så kontakt projektleder René M. Jørgensen eller følg med på Facebook og bliv opdateret omkring sæsonen.

Kontakt
René M. Jørgensen
Mobil: 24 67 18 28
Mail: rene.melvad.joergensen@dgi.dk

Luk