Succesfuld Gothia Cup for Changs U13
Aalborg Changs U13 og kommende U14 M2 spillere deltog i den forgangne uge i verdens største ungdomsturnering, Gothia Cup i Gøteborg, Sverige. U13 rækken havde deltagelse af intet mindre end 142 hold fra hele verden.
Gruppespillet blev dog i første omgang knap så succesfuldt, da U13 efter nederlag til Gideonsberg IF (SVE) og Narva JK Trans (EST) måtte nøjes med en plads i B-slutspillet. Det kunne tydeligt ses på spillet, at drengene manglede kamptræning, og at det var en blandet flok fra både 1. og 2. holdet som var af sted. I B-slutspillet blev niveauet dog gradvist forbedret, og efter en 2-0 sejr over franske Levallois SC skulle U13 op imod svenske Vaksala SK. En kamp som blev spillet på Heden 3. For de der ikke kender Gothia Cup kan det nævnes, at Heden er hjertet af turneringen. Det er her de bedste udenlandske hold spiller, ligesom også alle finaler i både A og B slutspillet afvikles på Heden. Denne sene aftenkamp blev højdepunktet i turneringen. I en flot kulisse, med stor opbakning fra forældre og de øvrige Chang spillere, vandt U13 sikkert 3-0. Målet til 1-0 og den efterfølgende jubelscene står tilbage som det mest mindeværdige. En jubelscene der udløste 11 gule kort, efter at 11 Chang spillere smed trøjen.
Jubelscenen og de efterfølgende 11 gule kort.
Sejren betød, at Chang drengene igen fredag skulle i aktion. Her blev først tyrkiske Performance Football Acadamy slået med 3-1, hvorefter Chang i kvartfinalen slog engelske South Central 3-0. Dette betød en lidt overraskende semifinaleplads, hvor tyske TSV Neudorf-Bornstein ventede. Men ligesom ved det netop overstået verdensmesterskab, var også disse tyskere for stærke. Det endte desværre med et 0-2 nederlag, som med lidt mere skarphed i begge ender, måske kunne have været undgået.
Til trods for det kedelige exit skal der lyde en stor ros til Chang drengene for en meget flot turnering. Ligeledes skal der lyde et stort tak til alle forældre der både i Sverige, men også hjemmefra har bakket op. En ting er sikkert. Vi skal afsted igen næste år.
En fuld oversigt over U13 holdets færd i turneringen kan i øvrigt ses her.
U13 holdet, som nu overgår til U14, starter træningen op til den nye sæson tirsdag d. 29/7 kl. 17.00. Vel mødt.