Menu

Tredje sejr på stribe til U14-A

26. april 2014 kl. 16:07
Det blev til en ny sejr efter en tæt og intens kamp, hvor en god første halvleg heldigvis var nok til de tre points.

Vi havde mødt og slået KB81/AaB 2-0 i en lige træningskamp i marts, så vi vidste det kunne risikere at blive jævnbyrdigt, selvom modstanderne havde fået en skidt start på turneringen.
Det var som ventet tæt fra start, hvor begge hold så hinanden lidt an. Efterhånden fik vi dog overtaget, og efter et flot opspil i højre side, hvor debutanten Julius fandt Markus, der spillede Reza fri til scoring, fik vi føringen. Kort efter var Andreas alene igennem, men målmanden lavede en fin fodparade. Få minutter senere opsnappede Samir en løs tilbagelægning og kunne let runde keeperen og sætte bolden i kassen til 2-0. Kort inden pausefløjtet opstod der dog en tilfældighed, hvor en clearing ramte en AaB'er, og da Magnus akkurat ikke kunne nå frem, endte det med en reducering. 2-1 ved pausen.

Vi troede dog på vi kunne sætte os på kampen igen efter pausen, men scoringen havde givet modstanderne fornyet energi, og vi havde svært ved at få overtaget. Der blev lidt for langt mellem kæderne, og de to forreste fik ikke taget nogle modløb og gjort sig spilbare. AaB havde nogle halve muligheder, men hver gang fik vi afværget. Da vi efterhånden havde fået lukket godt ned satsede AaB til sidst, hvilket igen gav os nogle muligheder, hvor vi dog manglede skarpheden eller overblikket til den sidste aflevering. Mere blev det ikke til og vi hev dermed akkurat en snæver 2-1 sejr hjem. Vi mangler endnu de to klart stærkeste modstandere i RKG og Aabybro, og der skal arbejdes hårdt frem mod de kampe, da vi skal have hævet niveauet gevaldigt hvis vi skal gøre os forhåbninger mod dem.

Luk