U13 afslutningsopsummering
Sæsonen har været særdeles succesfuld for Aalborg Changs årgang 2001. Førsteholdet i U13A vandt i sikker stil deres række og har dermed kvalificeret sig til at spille U14 mesterrække 2 i efteråret. Holdet bragede igennem turneringen og fik 27 ud af 30 mulige point og en samlet målscore på 63-7. En målscore som henholdsvis Marco Kruse med 21 scoringer, Haris Kozarcanin med 16, Asmus Bundgaard med 9 og Silas Simonsen med 8 har bidraget væsentlig til. Det har til tider været nogle lidt ensformede kampe, så for drengenes fremtidige udvikling er oprykningen særdeles positiv og kærkommen.
For U13Bs vedkommende har dette forår for første gang budt på 11-mands fodbold. Drengene har således skulle bruge en smule tilvænning i skiftet fra 7-mands fodbold. I en række med flere førstehold, har U13B klaret sig ganske udmærket. Det blev til 2 sejre, hvilket lige akkurat betød, at holdet sluttede næstsidst på 5 pladsen (foran Aalborg Freja). Fremadrettet skal drengene på U13B arbejde med deres tilgang til både træning og kamp, herunder skal afbudskulturen forbedres betydeligt.
På selveste Sankt Hans Aften, mandag d. 23/6, holdte U13 afdelingen afslutningsfest i klubhuset på Chang. Til trods for, at arrangementet lå på denne populære aften var vi alligevel omkring 40-45 voksne og børn samlet. Her blev grillet, hygget og afslutningsvis spillet en kamp imod forældrene. Aftenen blev også brugt til, traditionen tro, at uddele en række priser og erkendtligheder til et par drenge, som har markeret sig ekstraordinært positivt i løbet af sæsonen.
Her ses fra højre Årets spiller U13A: Haris Kozarcanin, Årets spiller U13B: Asmus Høj Nielsen, Årets fighter U13A: Marius Ø. Vigensø. Årets fighter U13B: Nilas Pilgaard var desværre ikke til stede.
Alt i alt tegner fremtiden lys for Aalborg Changs årgang 2001. Afdelingen har siden vinteren oplevet markant medlemsfremgang, og der er ligeledes flere spillere der allerede nu har givet tilsavn om, at de ønsker at spille hos os efter sommerferien. Skulle der være andre, der har lyst til at prøve kræfter med Chang, er I mere end velkommne til at kontakte en af trænerne for årgang 2001 og aftale en prøvetræning.
Henover sommeren skal U13 deltage i Gothia Cup i uge 29. Vi forventer derfor, at træningen til den nye sæson starter op i enten uge 30 eller 31.