Menu

U13-M op på femtepladsen

image
Kasper Boe Johansen
11. juni 2015 kl. 21:45
Med en 4-2-sejr over Frederikshavn fik Chang spillet sig væk fra sidstepladsen i puljen

Manglende pointhøst hen over foråret havde placeret Chang på sidstepladsen i puljen inden kampen mod Frederikshavn, men med en 4-2-sejr overhalede man gæsterne inden sidste spillerunde. Det blev ikke sæsonens bedste kamp, men alligevel var det fortjent, at Chang løb af med sæsonens anden sejr.

Frederikshavn havde ikke ydet meget modstand i det første opgør, som Chang vandt med 6-1, men alligevel kom gæsterne bedst fra start og havde allerede i det andet minut et farligt skud. Chang havde svært ved at finde rytmen i kampens indledning, hvor bolden blev sat over styr for ofte og der manglede skarphed i både driblinger og afleveringer. Med afbud fra tre af de normale startere var der en del ændringer på holdet, men fejlene var ligeligt fordelt mellem de etablerede og de nye, og alt i alt fik et fornuftigt spillende Frederikshavn-hold en god del af boldbesiddelsen og chancerne. Efter en kæmpe afbrænder af Tobias G kom gæsterne foran på lidt af en opdækningsfejl, og allerede et halvt minut senere var det tæt på at blive 0-2, da de erobrede bolden hurtigt og kunne løbe lige igennem, men afsluttede snert forbi stolpen. En gang imellem fik Chang sat fine kombinationer sammen centralt på banen og kom ad den vej til gode situationer, men der blev for sjældent skabt plads nok til at kombinere, fordi man forsømte at spille sidelæns og dermed rykke lidt rundt på gæsterne. Rasmus fik fremtvunget et selvmål efter en god tur i venstre side, men Frederikshavn kom foran kort efter igen, da deres hurtige højrekantspiller kom først på en aflevering fra modsatte side. Denne gang fik Chang dog udlignet med det samme, da Muzzammil kunne afslutte Tobias G's fine forarbejde, og det lykkedes også at bringe sig foran inden pausen, da Andreas udplacerede målmanden med et venstrebensskud fra kanten af feltet. I den sidste del af halvlegen begyndte Changs spil for alvor at komme op i tempo, idet der var god bevægelse efter aflevering og mange spillere der løb væk fra deres positioner for at gøre sig spilbare.

I anden halvleg blev der debut til både Frahm og Mads, som begge gjorde et rigtigt fint indtryk, og Mads kom tilmed på måltavlen, da han var hurtigt over en ripost på Rasmus' afslutning fra nært hold. Uden at være prangende fik Chang sat sig bedre på spillet, hvor man især var gode til at vende spillet i bagkæden, så pladsen i modsatte side kunne udnyttes til at spille i mellemrum eller bagrum og blive farlige, eller til blot at komme ud af pres. De færre boldtab gjorde at backerne blev meget mere involveret i spillet og blev frigjort til at tage offensive løb, fordi de ikke hele tiden skulle spekulere på, om der lige om lidt var brug for deres hjælp til at afværge en kontra. Samtidig var midtbanespillerne flinke til at komme ned og hente bolden, så den kunne føres forbi den første medspiller eller to enten af dem selv eller af en forsvarsspiller, og dermed kunne de lokale overtal flyttes op på modstandernes banehalvdel. De største chancer tilfaldt Tobias G og Radu, men begge afsluttede et stykke forbi fjerneste stolpe, og dermed måtte man nøjes med en tomålsføring i kampens afslutning. Frederikshavn var som sådan ikke tæt på at reducere, men tingene kan gå hurtigt, og da Chang aldrig rigtigt havde kontrol over kampen, kunne man ikke vide sig helt sikker, før dommeren havde fløjtet af. Føringen holdt dog, og med de mange fine præstationer i sæsonens tidligere kampe kunne man godt se igennem fingre med, at sejren kom efter en ikke helt så køn kamp.

Luk