U13-M tæt på ny flot skalp

Efter den flotte præstation i Sæby var Chang oppe imod det andet tophold, da Hjørring gæstede Provstejorden. Chang viste sig igen frem fra sin bedste side og havde fortjent minimum det ene point, men måtte se sig slået på først og fremmest to dødboldmål først og sidst i kampen.
Som det desværre er blevet en vane, kom Chang bagud tidligt i kampen, og denne gang blafrede netmaskerne i det andet minut, da et frispark fra midterlinjen fik lov til at smutte igennem en klump af spillere ved bageste stolpe. I åbent spil havde Chang ikke de store problemer med at holde gæsterne fra fadet, da Hjørring oftest slog bolden direkte frem til de forreste, som hver især var oppe imod dygtigere modspillere, som tog bolden fra dem inden de kunne nå at skabe lokale overtal. De mange bolderobringer gav Chang mulighed for at angribe den anden vej, men for mange af dem blev spildt ved at man følte sig unødvendigt pressede og dermed endte med at tackle ud over sidelinjen eller sparke bolden væk. Når der var ro på spillet, var man til gengæld gode til at flytte bolden rundt indtil der blev åbninger. Således også fem minutter efter Hjørrings mål, da seks-otte hurtige afleveringer i højre side endte med at bolden blev spillet helt over i modsatte side, hvor Justsen overplacerede sit skud fra kanten af feltet. Derfor skulle man hen til kort før pausen, før det lykkedes at spille igennem - denne gang igennem midten - så Tobias G til sidst kunne spille Rasmus fri til en nem scoring.
Udligningen kom efter en kort igangsætning på målspark, hvor man undgik dueller med de store Hjørring-drenge og dermed skabte ro til at spille fremad, og netop dette lykkedes i anden halvleg, hvor Chang sad tungt på spillet. Man tog bolden til sig ved næsten alle bolderobringer og forhindrede dermed at bolden kom på Hjørring-fødder igen, og det gav både muligheder for at sætte angreb i gang og gjorde det sværere for Hjørring at komme langt nok frem til at lægge pres igen. Det gav en kæmpechance, hvor en ripost blev sparket forbi åbent mål, men også en scoring, som startede med en bolderobring, hvor Radu tog bolden forbi modspilleren og spillede fremad, og endte med at Andreas kunne spille Tobias G fri til en fortjent Chang-føring. Hjørring fik dog udlignet fem minutter senere efter en gevaldig fejl midt på banen og en efterfølgene kontra, og selvom værterne fortsat var klart mest i boldbesiddelse og spillede med stor bevægelse og opfindsomhed, begyndte fejlene at snige sig ind. Trætheden kostede det sidste overskud i duellerne, og samtidig blev der taget lidt flere chancer i spillet, så alt i alt fik man sværere ved at komme til chancer. Og så endte det med at Hjørring kunne udnytte deres højde til at heade et hjørnespark i mål til sidst.