U14-A fik revanche
Chang havde tabt det modsatte opgør i Gandrup efter at et kæmpe spilovertag ikke havde kastet ret mange målchancer af sig, men denne gang fik tilskuerne både i pose og i sæk. Hjemmeholdet satte sig på spillet med det samme og fik gæsterne ud at løbe forgæves i det fine kombinationsspil, som denne gang også blev krydret med dybe løb, så man kom bag om forsvaret og til målchancer. Jeppe var den første til at blive spillet fri, men sparkede i sidenettet, og derfor kunne Jonas i stedet bringe Chang foran på et andet forsømt område, nemlig skud udefra. Hans afslutning var ikke ret god, men VUGs målmand kiksede i situationen, så bolden strøg imellem benene og i mål.
Målet blev indledningen på et hurtigt hattrick, for allerede minuttet efter blev Jonas sendt af sted i dybden af MH og kunne score fladt i det lange hjørne, mens han lidt senere sparkede riposten ind efter et hjørnespark. I parentes bemærket burde han nok have scoret et par stykker mere, men det viser blot, hvor vigtige de dybe løb er for at komme til chancer, som indtil nu ikke har været Jonas' yndlingsbeskæftigelse. VUG så ikke meget til bolden før pausen, men var i ny og næ tæt på at slippe igennem i deres venstre side, og gentog næsten bedriften fra første møde ved at score direkte på et indlæg. Alligevel lykkedes det dem at score to gange efter skidt opdækning ved hjørnespark, og dermed var der pludselig spænding i den ellers ensidige forestilling, hvilket også afstedkom lidt panik de sidste fem minutter inden pausen.
I anden halvleg kom VUG bedre med, idet de med vinden i ryggen havde lettere ved at spille bolden ned bag Chang-forsvaret, som havde svært ved at følge med den hurtige angriber og måtte give en del hjørnespark væk. Det betød også at der generelt skulle en del flere afleveringer til for at nå ned til modstandernes mål, men trods det lykkedes det at spille sig til gode muligheder til Jeppe, Hjalte og Grønning inden Winterberg kunne fordoble føringen efter et hjørnespark. Kort efter blev kampen afgjort, da Jonas sendte et frispark over i bageste område, hvor Hedegaard kunne tage bolden ned og sparke den i nettet.