U14 i Mesterrækken
Efter at have sluttet efterårssæsonen som en af de otte dårligste puljevindere skulle Chang spille finale mod Vildbjerg om at rykke op i Mesterrække 2. Kampen blev spillet på neutral bane i Klejtrup, på en bane der mest af alt mindede om en pløjemark, hvilket ikke bekom Changs teknikere vel. Alligevel kom de sortstribede bedst fra start og havde allerede efter et par minutter kampens første store chance, da Grønning blev spillet fri af Hedegaard men overplacerede sin afslutning.
Chang havde bolden mest og fik i perioder spredt spillet fint, hvorfor de større og stærkere Vildbjerg-spillere ikke fik mulighed for at komme ind og bruge deres fysik. Der var dog også perioder hvor flere spillere holdt for længe på bolden og derfor endte med at miste den, ligesom banen kan lastes for flere boldtab, men udover nogle ufarlige skud udefra og en halv friløber blev det ikke til alverden fra Vildbjergs side. I den anden ende havde Grønning en ny stor mulighed efter at være gledet igennem i venstre side, Duus måtte se sit fine hovedstød reddet af Vildbjergs målmand, mens Jonas ramte overliggeren. Det kunne være blevet til flere chancer, hvis man havde været lidt bedre til at spille bolden ned bag Vildbjergs forsvar, men som så ofte før blev der spillet for meget i fødder og for lidt i bagrum, selvom der var flere gode situationer til at stikke bolden dybt. Lige inden pausen kom dog den forløsende scoring, da Jonas spillede Grønning fri med målmanden, som han denne gang udplacerede fladt ved stolpen.
Første halvleg var nogenlunde men med plads til forbedringer, men forbedringerne kom ikke i anden halvleg, hvor Chang endte med at komme under pres i meget af tiden. Som tiden skred frem blev man dårligere og dårligere til at holde fast i bolden og kom derfor til at hænge bagefter de store modstandere, og samtidig fik Vildbjerg mere plads at spille på, fordi Chang var for langsomme om at få skubbet holdet med frem, når man i ny og næ fik sat de forreste i scene. Grønning sparkede lige på målmanden på den eneste større mulighed efter pausen, mens Vildbjergs bedste forsøg var et frispark, som Esben måtte helt op i hjørnet for at hente. Schøn og Hjorth fik i fællesskab afværget en friløber og Vildbjerg havde også to forsøg lige udenom stolperne, men trods disse samt et væld af frispark og hjørnespark lykkedes det Chang at holde stand kampen ud.
Det var langt fra den bedste præstation i efteråret, men mindre kunne også gøre det, og det vigtigste var da også at kampen blev vundet, så man nu kan se frem til et spændende forår i Mesterrække 2 og de yderligere udviklingsmuligheder, der venter der.