U14-M indledte med nederlag

Med en rigtigt god anden halvleg var Chang ved at komme godt tilbage efter en mindre god første halvleg, men i stedet for en fortjent reducering blev det til allersidst 3-0 til hjemmeholdet Hornbæk.
Gæsterne lagde fint fra land og fik flyttet bolden godt rundt på banen, men fik ikke den sidste kolorit på angrebene, nemlig den chanceskabende bold i dybden. Hornbæk viste sig dog også at være et ganske godt fodboldhold, og efter nogle minutter fik de også spillet sig ind i kampen, ikke mindst i kraft af et aggressivt pres. Især omkring egne målspark havde Chang svært ved at få sat spillet ordentligt i gang, og dermed blev det til en del duelspil midt på banen, hvor værterne viste sig stærkest. Når Chang fik spillet bolden ud af pres og frem til de forreste, spillede man ofte baglæns igen for at kunne vende spillet, og dermed endte man ofte med at bagkæden spillede bolden rundt lige foran eget straffesparksfelt, hvor fejl er ekstra dyre. For meget spil foregik foran Hornbæks bagkæde, og dermed kunne de skubbe deres hold højere og højere op og gøre områderne endnu mindre for Chang-drengene. Det gav noget nervøst spil, ikke mindst fordi modstanderne havde kort vej til målet og dermed fik afslutninger på deres angreb efter bolderobringer. For Changs vedkommende var Rasmus tættest på før pausen efter en dyb bold og et godt gennembrud, men blev tacklet i skudøjeblikket. Det var også tæt på en stor chance i modsatte side, men den dybe bold blev ikke præcis nok, og i stedet kunne Hornbæk gennemføre en hurtig kontra, hvor de til sidst kom i overtal på midten og kunne score fra nært hold. Kort efter kom Chang i undertal, da Bengaard fik en lidt hård advarsel efter et frispark, og HB var heldig med ikke at ryge samme vej, da han tog bolden med hånden foran feltet. Til gengæld udnyttede Hornbæk frisparket til at banke bolden op i krogen, så de kunne gå til pause foran med to.
Trods en mand i undertal startede Chang anden halvleg bedst, og da man blev fuldtallige, blev det til et ganske fint overtag i spillet. I modsætning til før pausen fik man nu spillet bolden mere fremad, og i stedet for at vende spillet igennem bagkæden, kunne man nu gøre det gennem den centrale midtbane, hvilket samtidig gav muligheder for at spille bolden dybt noget oftere. Samlet set fik man flyttet Hornbæk-holdet lidt længere tilbage, og det gav mere plads at spille på for midtbanen, ligesom bagkæden og Anders i målet var noget mindre pressede, når de spillede bolden rundt. Man gjorde fint brug af hele banen og formåede at holde fast i bolden indtil der var plads til at spille dybt igennem værternes bagkæde. Ikke alle stikninger var lige gode, men når de lykkedes, blev det til store chancer, og Minik sparkede lige forbi på en friløber og fik prikket bolden uden om målmanden i en lignende situation, hvor forsvaret dog nåede at forhindre ham i at afslutte. Det kunne de ikke, da Rasmus fik et lignende tilbud, hvor han endte med at sparke i sidenettet, men til gengæld fik Hornbæks målmand en advarsel for sit forsøg på at bremse Chang-spilleren. Chang pressede på, men Hornbæk var også farlige på deres kontraangreb gennem det meste af halvlegen, hvor de hurtigt fik mange spillere med fremad, og Radu og HB fik flere gange løst undertalssituationer fint. Kort før tid måtte de dog give fortabt, da et gennembrud i højre side og en bold på tværs skabte kampens sidste scoring, og dermed endte kampen 3-0 i stedet for mere retvisende 2-1.