U14-M2 satte igen føring over styr
Efter den gode præstation og det ærgerlige nederlag i Skagen, var Chang denne gang på en vanskeligere opgave, da Hjørrings nedrykkere fra Mesterrække 1 tog imod på en vinterramt græsbane. Hjørring kom med tre halvsæsoner fra M1 i bagagen, mens Chang som oprykkere fra A-rækken kom fra et lidt andet tempo, men trods det var gæsterne fint med i kampen chancemæssigt, omend det blev til noget mindre boldbesiddelse end normalt.
Hjemmeholdet lagde godt fra land og fik presset spillet frem på Changs banehalvdel, hvor gæsterne måtte arbejde hårdt for at forhindre chancer. Det lykkedes ikke helt, men heldigvis var stolpen på Changs side i et enkelt tilfælde, ligesom et velspillende midterforsvar i samarbejde med Esben fik stoppet en del inden det blev rigtigt farligt. Det kneb lidt med at spille sig ud af Hjørrings pres, men når det lykkedes, havde Chang en vis succes med at komme til chancer, idet der var en god indbyrdes forståelse iblandt de forreste, som med sideskift eller stikninger kom bagom forsvaret. I første halvleg blev det til en håndfuld fine muligheder, og midtvejs kom man endda foran, da Hamse rundede målmanden og scorede efter en spilvending og en efterfølgende dyb bold fra Andresen.
Anden halvleg startede med en god Chang-periode, hvor man for første gang i kampen havde en længere periode med boldbesiddelse og fik fastholdt spillet på modstandernes banehalvdel. Der blev vundet lidt flere dueller rundt omkring på banen, og det gav bedre tid med bolden og dermed mulighed for at finde bedre løsninger med bolden. Mere end småchancer blev det dog ikke til, mens Hjørring fortsat var farlige de gange, hvor de vandt bolden langt fremme. Chang forsømte at flytte bolden fremad ved at spille i mellemrum, og dermed blev meget af boldbesiddelsen på egen banehalvdel, hvor boldtab var en tand farligere og også endte i enkelte farlige situationer og en del hjørnespark. Udligningen faldt midtvejs i halvlegen efter et hjørnespark, og det gav Hjørring lidt mere blod på tanden, mens Chang igen havde svært ved at holde fast i bolden og kom til at leve på kontraer uden samme held som før pausen. Med kun tre minutter igen bragte værterne sig foran på et nyt hjørnespark, og i satsningen til allersidst blev det til endnu en scoring, denne gang på en hurtig kontra. Ærgerligt at tabe på så sene scoringer, men Hjørrings sejr var fortjent nok, selvom det også godt kunne være tippet den anden vej.