Menu

U14 vandt begivenhedsrig kamp

image
Kasper Boe Johansen
06. maj 2016 kl. 11:02
Fire stolpeskud, fire gule kort og fem mål var på tapetet i kampen mod VHG/GS, som Chang trak sig sejrrigt ud fra

I en ikke specielt velspillet kamp var der alligevel masser af højdepunkter i Changs udekamp i Vester Hassing. Trods Chang-overtag det meste af kampen var det ved at blive lidt for spændende til sidst, da man var nede på ni mand, da hjemmeholdet fik reduceret til 2-3 i slutfasen.

Gæsterne lagde fra land med et solidt overtag, hvor bolden gik hurtigt imellem Chang-spillerne og hele banens bredde blev benyttet. Man var gode til at spille væk fra linjerne og få bolden ind i det centrale område, hvor der var mulighed for at vende spillet eller komme i mellemrum og lave stikninger. Der gik heller ikke længe inden Emil kunne spille Minik alene med målmanden, hvilket blev udnyttet til en sikker scoring. I den efterfølgende fase havde Chang en hel del spil foran VHG/GS' straffesparksfelt, hvor man pressede på for yderligere scoring, men de største chancer kom efter stikninger fra lidt længere tilbage i banen, hvor Thomas og to gange Niels havde friløbere, som blev brændt på det skammeligste. Efterhånden forfaldt man dog til at spille dybdebolde fra længere og længere tilbage på banen, hvormed hjemmeholdets forsvar kun havde én ting at forholde sig til, og derudover blev spillet langsomt og individuelt præget, hvilket alt i alt kastede rigtigt mange boldtab af sig. VHG/GS levede på lange bolde frem mod deres energiske og hurtige frontduo, som voldte Chang-forsvaret visse problemer, og de havde da også et par halvstore chancer inden de fik udlignet lige inden pausen i en situation, hvor flere Chang-spillere stoppede op og ventede på et frispark, der aldrig blev dømt. På det tidspunkt var gæsterne kommet en mand i undertal, da HB så gult efter at have stoppet et angreb med hånden.

Fra starten af anden halvleg flyttede VHG/GS deres dygtigste defensivspiller ned i midterforsvaret, hvor han fik sat en effektiv stopper for alle Changs dybe bolde. Gæsterne havde ikke noget modtræk, men blev ved med at forsøge stikningerne fra langt tilbage på banen, og det gav en masse boldtab, som blev vekslet til direkte kontraangreb. Thomas havde godt nok et forsøg på overliggeren, men hjemmeholdet havde en lignende chance, og først da VHG/GS' stopklods måtte udgå med en skade blev Chang farlige igen. Thomas kunne trille bolden i mål til 1-2 på Mads' fine oplæg, og kort efter var det Mads' tur til at score, da Jeppe B sendte ham alene med målmanden, mens Lucas også lige ville teste overliggeren, ligesom Thomas havde en afslutning på stolpen efter en hjørnespark. På trods af at chancerne begyndte at komme igen, var der meget lidt sikkerhed over Changs spil, og dermed blev forsvaret hele tiden udfordret af de løbevillige modstandere, når de hurtigt vendte spillet. Niels fik en advarsel for gentagne protester over for dommeren, og da Frahm kort efter også måtte se gult efter at have begået straffespark, måtte Chang spille den sidste periode af kampen med kun ni spillere. Straffesparket blev vekslet til et 2-3-mål, men trods to mand i undertal fik Chang nu endelig lidt ro på spillet og kunne spille uden om modstanderne igen. I de sidste minutter blev man lidt hjulpet af, at VHG/GS også fik et gult kort for protester, og således kunne gæsterne køre sejren hjem, selvom spillet i store dele af kampen var langt fra topniveau.

Luk