Menu

U15-M1 lagde ud med et enkelt point

12. april 2014 kl. 02:24
Sæsonpremieren for U15-M1 blev en blandet fornøjelse, idet man på den ene side burde have fået mere end ét point mod fra Gug, men på den anden side kun reddede pointet med to mål i de sidste tre minutter.

Lokalrivalerne fra Gug har sjældent været en rar modstander for Changs årgang 1999, og sæsonpremieren i forårets M1-række blev ingen undtagelse. Efter at være bagud 0-2 efter en første halvleg på det jævne blev anden halvleg klart domineret af Chang, som dog måtte helt hen i kampens døende minutter for at fremtvinge en udligning.
Kampen startede på sin vis på den måde, som begge hold ønskede. Chang havde det meste af boldbesiddelsen og fik flyttet bolden rundt i de bageste geledder og undgik på den måde at kampen blev en fysisk affære, som ville have være til gæsternes fordel. Omvendt lykkedes det sjældent at blive farlige, og ved boldtab blev man prompte straffet med et forsøg på at overspille hele Chang-holdet med en enkelt lang aflevering. Oftest blev boldene afværget, men Gug havde et giftigt våben i form af en lynende hurtig højrekant, som med fart og driblinger skabte fare stort set hver gang, han havde bolden. Han var også årsagen til at Gug kunne gå til pausen med en tomålsføring, idet han først lagde op til et mål efter et sologennembrud i højre side og siden hamrede bolden op i fjerneste målhjørne efter at have drevet den frem fra midten. Chang fik hen ad vejen minimeret antallet af boldtab ved at skifte spillet oftere, men der var for mange der søgte mellemrum og for få der søgte bagrum, og derfor kom det meste til at foregå på midten af banen, hvor Gug hele tiden kunne forsvare foran deres bagkæde. Største Chang-mulighed var en stikning fra Viktor til Grønning, men Grønnings træk udenom målmanden blev for langt til at han kunne score.
Anden halvleg forløb bedre fra Changs side, og ved at true mere i dybden fik man presset gæsternes bagkæde længere bagud, hvilket gjorde det lettere at fastholde spillet og bringe det op på modstandernes banehalvdel. Det gav samtidig den fordel, at Gug oftere kun havde muligheden for at sparke bolden frem mod deres enlige angriber, hvilket dog også i to situationer var ved at være nok, idet de over en halv banelængde var hurtigere end Chang-forsvaret og dermed ikke behøvede medspillere for at blive farlige. Det store boldovertag til hjemmeholdet blev brugt til at komme meget over især ventrekanten hos Jonas og Jeppe, hvor der var flere gode kombinationer, hvoraf en af disse endte med en stor afbrænder af Wilfred. Der blev også forsøgt med dybe bolde centralt, hvilket dog i mange tilfælde var en tand for vanskeligt, men dog var medvirkende til at presse Gug baglæns. De farligste situationer kom, når stikningerne kom fra positioner i mellemrummet bagved Gug-midtbanen, og MH havde et fint forsøg snert forbi målhjørnet efter en sådan stikning. Gæsterne lavede et utal af frispark i løbet af kampen og blev med ti minutter igen en mand i undertal efter et gult kort, og i overtalsperioden lykkedes det endelig Chang at komme afgørende igennem. Reduceringsmålet kom efter at Grønning kom først over en løs bold i feltet og kunne spille på tværs, hvor MH fik presset sig foran modspilleren og kunne prikke bolden i mål, og minuttet senere kom udligningen på en stikning fra Wilfred, som Grønning omsatte til mål med et fladt venstrebensspark mod fjerneste stolpe.

Luk