Menu

U15 reddede en ny sæson i M1

12. oktober 2013 kl. 17:44
Et krav om point på udebane mod den suveræne førsteplads var ikke det bedste udgangspunkt for at undgå nedrykning, men efter en helhjertet indsats blev det til 1-1 i Hjørring, hvormed Chang også til foråret er at finde i Mesterrække 1, som må siges at være et passende niveau.

Situationens alvor var gået op for Chang-drengene, som til den afgørende kamp i Hjørring havde fundet arbejdshandskerne frem og fik kæmpet sig til et 1-1-resultat og dermed det ene point, der skulle til for at sikre sig endnu en sæson i Mesterrække 1. I en tæt pulje endte Chang som nummer fem (med kun et enkelt point op til andenpladsen!), men sluttede som den bedste femteplads i de fire M1-puljer, hvorfra kun de to dårligste femmere rykker ned.
Det var et tændt Chang-mandskab der gik på banen for at slås om hver eneste bold, men kampens betydning afspejlede sig også i boldomgangen, som var en smule nervøs i kampens indledning. Hjørring startede de fleste angreb med en bold frem mod deres stærke centrale angriber eller med dybe bolde på kanterne og fyldte herfra op med spillere fra andet geled, og på den måde tvang de Chang langt tilbage på banen, hvorfra det var svært at spille sig ud af pres. Et skud på overliggeren og et par gode forsøg udefra var det farligste fra værternes side, og ellers var der en hel del situationer med mange spillere i og omkring straffesparksfeltet, som Chang med stor vilje og hårdt arbejde fik afværget. Til gengæld kneb det mere den anden vej, hvor det sjældent lykkedes at spille helt ud af pres, hvormed man måtte håbe på at kunne presse en dyb bold igennem til de forreste. Som halvlegen skred frem blev det dog bedre og bedre, og mod slutningen havde både Jonas og Grønning fine scoringsmuligheder, ligesom et par snævre offside'er forhindrede yderligere chancer.
Efter pausen kom der mere facon over Changs spil, idet man med vinden i ryggen havde lettere ved at afvise den indledende lange bold fra Hjørring, hvormed værterne ikke kunne nå at få midtbanen med frem til at lægge det andet pres. Det gav lidt mere plads at spille på, og da de to mellemrumsspillere samtidig fik placeret sig bedre i forhold til at kunne vende på gennembrudsafleveringen, var der nu masser af muligheder for at spille bolden fremad. Der blev spillet mange bolde ned bag Hjørrings backs, hvor Grønning og Hamse kunne blive retvendte og udfordre, og det gjorde at Chang hele tiden blev farlige uden at man risikerede at blive fanget med mange folk foran bolden ved boldtab. Det hjalp også på spillet at Jonas allerede efter tre minutter kunne bringe Chang foran, da han kom først på Grønnings flade indlæg efter flotte driblinger i siden af straffesparksfeltet. Efterfølgende var der adskillige gode muligheder til de forreste, mens Hjørring løb tør for idéer, og der skulle et straffespark efter en hjørnesparkssituation til for at komme på måltavlen. De sidste ti minutter skulle derfor spilles under stort mentalt pres, men Chang bevarede fatningen og fortsatte som den mest naturlige ting i verden med at spille bolden rundt i de bageste geledder indtil der var plads til at bringe bolden fremad - indtil det i de sidste par minutter udelukkende handlede om at få bolden så langt væk som muligt.
Kampen i Hjørring beviste at Chang-spillerne kan mere end kun at spille nydelig fodbold, og kan dette bringes videre til den nye sæson, ligger der rigtigt mange point og venter. Og selvom det blev spændende til sidst, er der set over hele sæsonen ingen tvivl om, at holdet hører til i Mesterrække 1.

Luk