Menu

U16-M2 lagde ud med sejr

17. august 2014 kl. 12:38
En fremragende første halvleg blev afløst af en rodet anden halvleg, men samlet set var det meget fortjent at Chang tog de tre point i premierekampen mod Jetsmark.

Sommerpausen havde budt på afgang af Lukas og Hedegaard fra Changs førsteholdstrup, men alligevel var det et stærkt hold, der efter nedrykningen til Mesterrække 2 kunne byde Jetsmark velkommen til efterårssæsonens første kamp. Sjældent har Chang skabt så mange chancer som det var tilfældet i første halvleg, og selvom der kun stod 1-1 ved pausen og anden halvleg blev en rodet affære, lykkedes det alligevel at hive en fortjent sejr i land.
Hjemmeholdet satte sig på spillet lige fra første fløjt, hvor man var gode til at flytte bolden fra side til side indtil der var plads til at angribe. Midtbanen var meget synlig i forrum og var god til at vende spillet, mens midterforsvarerne tog ansvar for at bringe spillet fremad ved at lave oppres selv eller ved at spille i mellemrum eller måske endda i bagrum, hvis ikke midtbanen kunne blive retvendt. Fordi bolden blev flyttet sikkert rundt i de bageste geledder var der overskud til at Daniel og Jeppe på backerne kunne lave dybe løb bagom Jetsmarks bagkæde, og da angriberne samtidig også lavede flere dybdeløb end normalt, fik man også mange chancer ud af den fine omgang med bolden. Selvom der var adskillige afslutninger fra Grønning samt afslutninger fra både Jonas, Jeppe, Daniel og Wilfred, lykkedes det aldrig rigtigt at sætte Jetsmarks målmand på prøve, de de fleste skud sad enten lige på ham eller gik udenom stolperne. I det åbne, offensive Chang-spil lykkedes det af og til Jetsmark at sætte et par afleveringer sammen, så de kunne komme af sted på kanten eller bringe deres angriber i spil, og selvom Esben flot reddede en friløber, måtte han indkassere et mål senere i en lignende situation. Viktor fik dog udlignet på et drøn af et frispark lige inden pausen.
Anden halvleg blev langt fra lige så køn som den første, og allerede i de første minutter blev der lavet tre halvstore fejl i bagkæden, som gav chancer til gæsterne. Chang formåede ikke at vende spillet så ofte som i første halvleg, men forsøgte at presse spillet igennem i den ene side, at drible bolden frem, eller at spille dybt uden at være spillet ordentligt fri til det. Det betød, at Jetsmark så en hel del mere til bolden efter pausen, hvilket godt nok ikke kastede en helt masse chancer af sig, men gav en meget urolig kamp. Selvom der var noget længere imellem dem, skabte Chang fortsat de største chancer, og Grønning kunne også score det afgørende mål i en pudsig situation, hvor målmanden ikke fik reddet bolden nok til at han helt kunne tage farten ud af bolden, hvorefter den kun akkurat kunne trille i mål, mens Samir og et par Jetsmark-forsvarere kæmpede om at nå frem til den. Samir var venligst udlånt af U15-holdet og gjorde en fin figur, men blev desværre frataget en sikker scoring, da han fejlagtigt blev dømt offside efter ellers at have rundet målmanden. Samir og Jetsmarks målmand kom i fokus igen kort før tid, da de begge jagtede en løs bold og endte i en hård tackling, hvor målmanden efterfølgende sparkede til Samir og korrekt blev udvist. Med godt fem minutter i overtal havde Chang lidt lettere ved at køre sejren hjem, selvom der aldrig rigtigt kom kontrol over tingene.

Luk