Menu

U16 tæt på pokaloverraskelse

25. oktober 2014 kl. 01:16
Chang spillede en af sine bedste kampe i efteråret, men måtte med et 1-2-nederlag forlade pokalturneringen mod Dronningborg fra Elite-rækken.

Chang har haft et efterår med meget svingende præstationer, men der var ikke en finger at sætte på præstationen i den sidste kamp, som var pokalopgøret mod Dronningborg fra Elite-rækken. Godt nok blev det til et nederlag på 1-2, men der var spænding om resultatet lige til det sidste, selvom der var to rækker til forskel mellem holdene.
Kampen blev spillet på Changs splinternye kunstgræsbane, og det var et meget inspireret Chang-hold, der gik ind til opgøret. Der blev løbet mange meter og taget fra i nærkampene, og den fokuserede indsats gjorde samtidig, at kvaliteten i boldomgangen var høj. Man spillede med stort mod og var gode til at spille sig ud af pres, og det gav tid og plads til at der kunne spilles i mellemrum, hvor en bevægelig offensiv hele tiden fandt frie områder at modtage bolden i. I mellemrum var spillerne gode til at blive retvendte og fortsætte med at føre bolden fremad, men der manglede lige det sidste for at blive rigtigt farlige. Der kom ikke helt nok afslutninger på angrebene, og ofte strandede det på, at hver enkelt spiller ville gøre chancen endnu større for sin medspiller i stedet for selv at tage ansvaret for at slutte af. Det gav Dronningborg chancen for at gennemføre deres hamrende farlige omstillinger, og selvom Chang-holdet var i god balance og fik bremset de fleste angreb langt fremme, kunne man ikke holde gæsterne fra at vise tænder. Udeholdet bragte sig i front på et hjørnespark, men Chang fortsatte de fine takter. Der var godt nok lige en periode på fem minutter midtves i halvlegen, hvor det modige spil på egen banehalvdel grænsede til det risikable, og hvor Dronningborg derfor vandt bolden langt fremme, men ellers flød spillet godt. Alligevel blev det 0-2 lige inden pausen, da en aflevering frem langs linjen blev brudt og det efterfølgende gennembrud resulterede i mål.
Kampbilledet i anden halvleg var en smule anderledes, idet Chang havde det lidt sværere i nærkampene og mistede bolden oftere. Den øgede mængde boldtab resulterede i en urolig kamp, hvor spillede bølgede meget frem og tilbage, og her var gæsterne klart det farligste hold. De var hurtigere til at nå med frem end Chang-spillerne var om at nå hjem, og med dygtige spillere på mange positioner kunne de også angribe fra mange vinkler og presse værterne langt tilbage. Der måtte stolpe, feberredninger og blokeringer til for at holde gæsterne fra scoring, og i stedet lykkedes det pludselig Chang at sætte en kontra sammen, hvor Samir kunne trække på tværs og sparke på stolpen, hvorefter Wilfred sparkede riposten ind. Ind imellem Dronningborgs angreb var der også flere glimrende spilopbygninger, selvom man fysisk haltede lidt efter og også begyndte at lave træthedsfejl. Offsidereglen var heller ikke Changs ven i denne periode, og på en dag hvor dybdeafleveringen var faldet lidt tidligere eller Samir havde startet sit løb lidt senere, kunne han være kommet i en håndfuld friløbere. Mulighederne kom, fordi man var gode til at spille ud af pres efter bolderobring, hvor de forreste faldt ned og lagde bolden af til retvendte medspillere, som kunne drive den frem eller holde tempoet ved at spille bolden bredt. Udligningen kom dog aldrig (og Dronningborg ville nok også have ærgret sig, hvis deres chanceantal ikke havde rakt til en sejr), men indsatsen og evnerne på banen var alligevel nok til at gøre den afgående cheftræner gennem tre et halvt år stolt.

Luk