Menu

Tak for indsatsen

image Jan, Jesper, Magnus, Kristoffer og Rasmus takker af.
16. maj 2025 kl. 10:45
Fem bestyrelsesmedlemmer træder ud efter stærke bidrag til Chang
Tak for indsatsen – fem bestyrelsesmedlemmer træder ud efter stærke bidrag til Chang
I en forening som Chang er der mange hænder, der hver dag bidrager til at få hjulene til at dreje – men det er ikke altid, at de personer, som arbejder bag kulisserne med struktur, økonomi, udvikling og frivillighed, får den opmærksomhed, de fortjener. Derfor vil vi gerne rette en stor og velfortjent tak til fem personer, som i den grad har været med til at løfte klubben de seneste år – og som nu har valgt at træde ud af bestyrelsen i forbindelse med vores nyligt vedtagne organisationsændring.
Der er tale om en gruppe, der har sat tydelige aftryk på klubbens retning og udvikling. Hver især har de løftet vigtige områder – og tilsammen har de været med til at gøre Chang stærkere, både økonomisk, organisatorisk og socialt.
Jesper Schou Madsen har været en fast del af bestyrelsen i seks år som klubbens kasserer – og har tidligere også været aktiv i fodboldudvalget. Jesper har spillet en nøglerolle i klubbens økonomiske turnaround, hvor vi de seneste år har kunnet prioritere midler til både ansættelser, nye idrætter og ambitiøse udviklingsprojekter. Heldigvis fortsætter Jesper sit engagement i holdledergruppen omkring +32-afdelingen.
Kurt Gram har i over 10 år været formand for tennisafdelingen og en af Changs største ildsjæle. Under Kurts ledelse har tennisafdelingen oplevet stor medlemsfremgang, fået renoveret baner og anlæg og – ikke mindst – fået padel sat på landkortet i Provstejorden. Kurt har samtidig formået at engagere mange medlemmer som frivillige i klubben. Vi glæder os til fortsat at møde Kurt på banerne.
Rasmus Enggaard har siddet i bestyrelsen i fire år som formand for aktivitetsudvalget. Selvom han selv kalder sig fejlcastet, har han været en perfekt brik i bestyrelsespuslespillet med sin direkte tilgang og store engagement. Under Rasmus’ ledelse har frivilligheden i Chang fået et løft – og klubbens indtjening ved Skråens koncerter og Aalborg Karneval er vokset betydeligt. Rasmus fortsætter heldigvis som tovholder på disse opgaver og – hvem ved – måske som målmand på +32-holdet igen.
Kristoffer Kirch har i to år været en del af bestyrelsen med ansvar for fodboldafdelingen og især seniorafdelingen. Kristoffer har været med til at løfte seniorfodbolden i en periode med stor vækst – en opgave, som ikke altid har været let, når man samtidig selv er aktiv spiller. Vi takker for indsatsen og håber fortsat at se Kristoffer både på og omkring banerne.
Magnus Salomonsen har siddet i bestyrelsen det seneste år som en del af fodboldudvalget med fokus på ungdomsafdelingen. Selvom Magnus kun har været i Chang i kort tid – og flyttede til Aalborg for at studere – har han fra start vist lyst til at gøre en forskel. Magnus spiller fortsat på klubbens Serie 4-hold, og vi glæder os til at følge ham fremover.
Jan Meyer har været med i bestyrelsen det seneste år, og har været medansvarlig for seniorafdelingen - både damer og herrer. Jan er fremover 1. suppleant til bestyrelsen og er aktiv i klubben som anfører på klubbens 2. hold i serie 2. 
Tak for jeres tid, energi og engagement – og på gensyn i og omkring klubben!
Afslutningsvis vil vi gerne minde alle om, at den udvikling og det fællesskab, vi har i Chang, ikke kommer af sig selv. Det bygger på frivillige kræfter, der vælger at lægge tid, energi og hjerte i klubben – og dem bør vi huske at anerkende. Har du selv lyst til at give en hånd med – stort eller småt – så tag fat i os. Vi har altid brug for flere, der vil være med til at gøre en forskel. 
Morten Borregaard
Formand
Luk