Menu

Nordjysk fodboldlegende runder et skarpt hjørne

image Caspar Steffensen i fornemt selskab med Leif Mogensen (reserve i pokalfinalen 1955) og Søren Nissen, bankdirektør Sparekassen Danmark. Det var i forbindelse med Søren Skou (tidligere Chang-dreng), administrerende direktør hos Mærsk, holdt et glimrende foredrag i Europa-Hallen i Aalborg. (Foto: Mogens Jensen)
Niels Torp
13. februar 2023 kl. 10:00
Caspar Steffensen har fået mange oplevelser med Idrætsklubben Chang. Han opnåede at spille i finalen i den nyindstiftede DBU-pokalturnering i 1955 mod AGF i Idrætsparken

(Aalborg) Til februar 2023 fylder Caspar Steffensen 90 år. Han er ”still going strong” - og det er svært at se på den ranke og mobile, Caspar, at han er højt oppe i alderen. Han er lille af statur, men et stort og godt menneske!

Det var åbenbart præsten i Dover ved Silkeborg, der i tidernes morgen (1934) skrev forkert, så det blev Caspar og ikke Casper, som ellers er det mest almindelige navn.

Det med boldspil startede i tidernes morgen på Fjordmarken under primitive forhold i den vestlige del af Aalborg. Senere blev han lokket til Chang på Provstejorden, hvor han blev meldt ind i 1943 under 2.verdenskrig.

  • Jeg havde mange herlige minder fra lilleput- og drengetiden i Chang, fortæller Caspar Steffensen. En af de største var, da vi deltog i ”Drenge-Legene” i Løgstør i 1948 med blandt andre, Jens Erik Arentoft, senere målfarlig angriber. Vi opnåede en fornem andenplads i det store stævne, der havde deltagere fra ind- og udlandet. Vi tabte finalen til Nyborg, men vi kom os hurtigt over skuffelsen, da vi efter opgøret fik et kongeligt håndtryk af, kronprins Frederik og Ingrid (senere konge og dronning), og de var i Limfjordsbyen og overværede finalen.

 

På landshold

Den sportslige karriere har betydet rigtig mange spændende oplevelser og ikke blot med Idrætsklubben Chang, men også med udtagelsen til DBU 23-landshold mod England i Portsmouth i 1955, hvor den mobile højre back fra Aalborg var i truppen.

  • Det var i øvrigt min første udlandstur nogensinde og en kæmpe oplevelse, da jeg spillede på hold med kendte og respekterede navn, som de tre fra AB, Flemming Nielsen, Ove Bech Nielsen og Kaj Ingerslev samt John Kramer, Køge og Bent Krog og Henning Helbrandt, begge KB. I øvrigt var det, Flemming Nielsen, der i forbindelse med en træningssamling på Idrætshøjskolen i Vejle, sagde til UK-formanden. Ham den lille fra Aalborg, der er så fremragende til at heade, han skal med til England!

Senere blev det til 186 førsteholdskampe for Chang med debut i 1953. Det var både som back og i midterforsvaret. Et af højdepunkterne var naturligvis den flotte præstation, da Chang på vejen besejrede B1909 (1.division) og senere Vanløse i semifinalen på Aalborg Stadion, hvor over 10.000 tilskuere overværede opgøret, der endte med en sejr på 1-0 på mål af Egon Johansen og adgang til finalen på landets fineste fodboldbane i København. Her blev det desværre til et nederlag til de danske mestre fra AGF på 4-0.

De sidste kampe blev på holdet blev i Danmarksserien og karrieren sluttede i 1968 efter godt 15 år med sportslige oplevelser og ikke mindst gode kammerater – både hos Chang, men så sandelig også med mange af modstanderne. Caspar har stået overfor en del kendte spillere, men en af de største var fodboldprofessoren, Gunnar Gren, Ørgryte (Gøteborg), der senere kom til Italien og blev en del af den svenske succes-trioen ”Gre-No-Li” i AC Milan. Også de tre landsholdsspillere, Poul Petersen, AIA, Ove Andersen, Brønshøj og Ole Madsen, HIK, har han prøvet kræfter med og altid klaret den defensive opgave med bravour.

 

Faglig dygtig

Efter Caspar lagde støvlerne på hylden, så tog han diverse kurser under DBU og blev en afholdt træner i flere klubber i Nordjylland.

  • Jeg kan huske, at jeg i Gug Boldklub havde Christian Højbjerg (Pierre Emils far) og han var lidt af en hidsigprop, som sønnen også er det indimellem i dag på landsholdet. Faderen havde også rigtig mange kvaliteter og var flittig på midtbanen samt en vigtig holdspiller.

Også udenfor boldbanen har Caspar Steffensen fornem faglig karriere, idet han i 15 år var formand for Snedker – og Tømrerforbundets afdeling i Aalborg. Han har også været med til at etablerer ”Håndværker Huset” i Kattesundet i Aalborg for godt 30 år siden. Her kommer han stadigvæk fast hver onsdag, hvor de forskellige værksteder med meget høj kvalitet er aktive. Det bliver til en hyggelig sludder og en enkelt øl, ligesom der ofte stadigvæk gives gode råd på det faglige område!

Luk